Innerspace | |
En uheldig mand får sprøjtet en skrumpet mand ind i sig og lærer at kommunikere med ham. Tiden er knap, for iltbeholdningen er lav. | |
| FJOGET POPUNDERHOLDNING Steven Spielberg har co-produceret denne komedie, hvori en mand (Dennis Quaid) formindskes og ved en fejl sprøjtes ind i en tilfældig mand (Martin Short). Sjovt er det, når Short finder ud af, at han har en anden mand i sig og farer forvildet rundt. Folk tror, han er gal, ligeledes den formindskedes kæreste (Meg Ryan). Efterhånden begynder hun dog at tro den vanvittige historie, fordi Quiad kan tale igennem Short og dermed overbevise hende. Nu kører det vilde lykkehjul. Quaid skal nå at komme ud af Short igen, inden der er gået et halvt døgn. Så er hans iltbeholdning nemlig opbrugt! Det er meget imponerende, når "vi befinder os" inde i Shorts krop. Det er livagtigt, når Quaid pumpes rundt i blodårerne i sin lille kapsel, eller når han er døden nær tæt ved en hjerteklap. Eller (amerikanersnot) når han kysses over i Ryan og ser, at hun er gravid. Alt dette er ekstremt vellavet. Men så slutter det også dér! Hvis man overhovedet holder hele filmen igennem, er der mange ting, man må se gennem fingre med for at kunne acceptere. Meget er simpelthen for vammelt og oversukret. Det er nemt nok at acceptere filmens latterlige og tåbelige plot som ren underholdning, men når det oven i købet skal spoleres af snot snot-amerikanermøg, så mister man tolerancen og vil ikke længere acceptere! Slutningen topper bunden. Opening credits er et kapitel for sig - de er imponerende lavet. Somme tider krydres INNERSPACE af Jerry Goldsmiths veloplagte musik, somme tider ikke. Filmningen er som regel god, både miniature og full-size! En film, man ser for at glemme, at man har set den. | |
| Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |