Grumpy old men | |
Mens to gamle herrer overdynger hinanden med rådne skældsord, bruger de meget energi på at finde vejen til en kvindes hjerte. | |
| BUNDFROSNE KLICHÉER Idéen er god: At sætte to stærke skuespillere sammen i en komedie. Men manuskriptet er desværre ikke godt: To aldrende naboer, John (Jack Lemmon) og Max (Walter Matthau) bekæmper hinanden med billige falde-på-halen-kneb på glatis. De kalder hinanden for 'idiot' og 'nar', men virker i bund og grund som om, de er rigtig gode venner. Da så en væsentlig yngre (og temmelig skør) kvinde (Ann-Margret) flytter ind i villaen overfor, begynder de gnavne gamle mænd at blive liderlige, og de bekæmper hinanden for at vinde kvindens gunst. Kvinden er så tilpas skør, at hun er ellevild efter at komme i kanen med disse gamle gubber, først den ene, så den anden, og de to gamle mænd kan på skift hovere og knejse med nakken. Samtidig har de to mænds respektive børn (Daryl Hannah & Kevin Pollak) knas med deres respektive ægteskaber, og de finder sammen i vinterkanen. Johns 94-årige far (Burgess Meredith) er kvik i replikken og skal forestille at være morsom, når han fyrer sine perverse vitser af om den fremmede kvinde. Det var historien. Ærgerligt at den skal være så intetsigende, så klassisk amerikansk og forudsigelig. De to ellers så skønne skuespillere trasker rundt i de bundfrosne klichéer og bliver ikke på noget tidspunkt rigtig gode. Efterfulgt af Grumphier Old Men (1995). | |
| Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |