fearless vampire killers, The, or: pardon me, but your teeth are in my neck | |
En professor og hans højre hånd drager til Transsylvanien for at finde sandheden om vampyrerne. | |
| SUBLIMT UHYGGEMORSOMT Det er ikke uden bange anelser, at man følger de frygtløse vampyrdræbere i Roman Polanskis film, for selvom ironien og humoren stortrives, er der alligevel masser af brillante gysereffekter, der gør tilskueren nervøs. THE FEARLESS VAMPIRE KILLERS, OR: PARDON ME, BUT YOUR TEETH ARE IN MY NECK er virkelig en vampyrfilmklassiker. Professor Abronsius (Jack MacGowran) og hans assistent Alfred (Roman Polanski) er på deres livs videnskabsrejse på jagt efter vampyrernes højborg i Transsylvanien. I en iskold, snerig december ankommer de til en kro tæt ved vampyrernes slot. Overalt på kroen hænger der hvidløg og kors, og det er selvsagt svært for professoren og hans assistent at tro på, hvad kroejerne siger om, at der ikke findes vampyrer i området. Det bliver da også bekræftet, at der findes vampyrer, da Alfred følger efter en pukkelrygget mand på vej til slottet. Da den pukkelryggede stopper og drikker blodet fra en ulv, er Alfred overbevist. Frygtløst kaster de to sig ud på en rejse til slottet, som de uden videre træder ind i. Det bliver begyndelsen til et længere ophold, der bestemt ikke er ufarligt. For selvom greven af Krolock (Feroy Mayne) virker ganske gæstfri og stilfuld, gemmer der sig et par tørstige hjørnetænder bag hans læber. Og da professoren og hans assistent måske ikke ligefrem er det mest effektivt samarbejdende par, ender en fordel med at blive til en bagdel i de blodtørstiges højborg. Det karakterfulde skuespil er en voldsom nydelse. Jack MacGowrans distræte professor er helt vidunderlig, og hans assistent, spillet af instruktøren selv, udgør den herligt uopmærksomme og skræmte medløber. Krofatter spilles vidunderligt af Alfie Bass, kromutter ligeså medrivende af Jessie Robins og deres datter Sarah, den forførende rødblonde, af Sharon Tate. Vampyroverhovedet er en skræmmende nydelse i skikkelse af Feroy Mayne. De fremragende billeder er trods deres kulissepræg ganske troværdige og stemningsskabende. Filmen har sit helt eget særprægede, eventyragtige univers. Det opdager man allerede i de første sekunder af filmen. Man lever sig virkelig helt ind i hjertet af Transsylvanien og er hele tiden klar over, at Polanski kan overraske en med skræmmende gys i form af hjørnetandsklaprende scener med klassisk gyseropbygning, han kan jage en træpæl i hjertet på en det ene øjeblik og i det næste overdynge en med en dialog, der er så forløsende humoristisk, at man tørrer blodet væk fra mundvigen med en afslappet håndbevægelse. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2012 | |
| Udskriftsvenlig udgave |