Copycat (1995)

Denne handlings seriemorder har krammet på alle sine kvindelige ofre, og han snor også politiets kvindelige efterforsker om sin lillefinger. Men bedst som han tror, at seriemorderspecialist/psykolog Helen Hudson også er kørt i stilling til den helt store rituelle slagtescene, erfarer han, at alt måske ikke er tænkt helt igennem alligevel.

Intet nyt til genren

"Copycat" bød i 1995 ikke på ret meget nyt til genren, og Ann Biderman og David Madsens manuskript er stort set uden originalitet. Tilbage står en række enkelte stemninger, der lykkes flot - ikke mindst takket være den legendariske filmfotograf László Kovács' æstetiserede blik på begivenhederne.

Drevet rundt i manegen

Efter at være blevet drevet rundt i manegen af en nu fængslet seriemorder er psykologen Helen Hudson havnet i kronisk pille- og alkoholomisbrug. Herudover har hun en udtalt agorafobi, så det er ikke meget, hun kommer udenfor en dør. Hun har speciale i seriemordere og har skrevet bøger om emnet, derfor er hun oplagt at opsøge for politiet i San Francisco, da en ny seriemorder er løs.

Kopi-koreograferede mord

Det bliver Holly Hunters M.J. Monahan og Dermot Mulroneys Reuben Goetz, der griber fat i espeløvs-psykologen. Kan hun få tungen på gled, kan de måske i fællesskab snart komme et skridt nærmere en identifikation af den udspekulerede kvindemorder. Mordene på kvinderne er i øvrigt koreograferet som kopier af tidligere kendte mord, heraf morderens "kælenavn", Copycat.

Rutinepræget

Overvejende pænt, men alligevel rutinepræget skuespil bidrager ikke med dén gnist, som filmen savner for at løfte sig over det middelmådige. Bedst er Sigourney Weaver, men der er ikke saft nok i psykologrollen og dens fobiske temaer. Politimakkerparret Holly Hunter og Dermot Mulroney kører på stereotyperne, og en romantisk interesse truer med at skabe splid i politikorpset.

Dominerende musik

Christopher Youngs forudsigelige underlægningsmusik er alt for dominerende gennem det meste af filmen. Man sidder og drømmer sig i retning af det oplagte forbillede The Silence of the Lambs (1991), der kom blot fire år forinden, men ud over tematikken og den elegante fotografering har de to film desværre ikke meget til fælles.