dirty dozen, The | |
En gruppe uduelige fanger vælges til en mission under anden verdenskrig og bliver rigtige mænd. | |
| RENDYRKET KRIGS-UNDERHOLDNING Denne barske men alligevel ikke særlig actionprægede krigsfilm er spændende, indtil en vis grænse er nået. Historien når et for høje forudsigelighedsniveau og stikker en kæp i hjulet på sig selv. THE DIRTY DOZEN begynder at blive langtrukket og halvkedelig, og bliver først rigtig spændende i den sidste halve time. Det er imidlertid meget interessant at iagttage alle de gode skuespillere samt den flotte fotografering og klipning. Lee Marvin er den benhårde major Reisman, der får til opgave at samle 12 mere eller mindre dødsdømte kriminelle, så de kan uddannes til soldater og yde en indsats for fædrelandet mod tyskerne under 2. verdenskrig. Det lykkes med Marvins egne og noget utraditionelle metoder at få gode soldater ud af disse udskudte. Det er en skildring af, hvordan en "rigtig" amerikansk mand skal te sig. Kan han ikke yde en indsats for sit fædreland, så er han faktisk en drengerøv - et forræderisk fjols! Det er altså "manddomsprøven", der skal bestås, hvilket klart er filmens budskab. Den forstyrrende forudsigelighed består bl.a.. a. i, at tilskueren ved, at alle 12 nok skal bestå "manddomsprøven" - men det er dog ikke sikkert, hvem der overlever aktionen. Det vil sige: Man har en fornemmelse af, at filmens religiøs-fanatiske mordertype får problemer med at forekomme sympatisk overfor både de 11 andre og fjenden! Robert Aldrich instruerer godt, men manuskriptet er stedvis så uklart, at tilskueren ikke rigtig ved, om det er alvor eller øvelse. Det hele er fremstillet som én stor legestue, tømt for alvor og følelser. Der er ingen, der viser tegn på at være bange (måske fordi de i forvejen er dødsdømte). Krig er bare sagen, Tyskland og nazisterne er skurkene, så det bliver | |
| Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |