cotton club, The
Stepdansernes mekka er målet for en steppende mand, men det er svært at komme til.
MISLYKKET FORSØG PÅ GENREBLANDING
Instruktøren Francis Ford Coppolas udmærkede idé med at kombinere musical med hårdkogt gangster-krimi er desværre gået totalt i vasken, og "The Cotton Club" fremstår som en nærmest fjoget og frem for alt intetsigende oplevelse.

Handlingen drejer sig om en klub for de eksklusive. Her danses og steppes der, og kun de allerbedste får mulighed for at optræde her. For at blive allerbedst skal man for det første have et musikalsk talent. Det har Dixie Dwyer (Richard Gere). For det andet kommer man rigtig langt ved at have de "rigtige" forbindelser. Og i dette tilfælde er der tale om mafiaen, der får tiden til at gå i klubben. Nærmest ved et uheld lærer Dixie mafiabossen Dutch Schultz (James Remar) at kende, og Dutch gør Dixie berømt - men ikke omkostningsfrit.

Det kan jo ikke nytte noget, at Dixie ikke vil underlægge sig mafiaens klare magtbegreber, så oprør er selvsagt bandlyst. Imens steppes der på livet løs i baggrunden.

Filmens mest miserable skuespil leverer James Remar. Sjældent har man set så utroværdig og uskræmmende en hård banan. Det øvrige skuespil er såmænd ganske udmærket. Det er interessant at se så mange kendte navne, og særlig Bob Hoskins og Richard Gere gør sig heldigt bemærket.

Teknikken fejler ikke noget. Der er mange begavede og stilistisk fremragende kompositioner med spændende lyssætninger og kamerature. Lydsiden er jazz-proppet.

Men det er slet ikke noget, der batter noget, når man sidder og krummer tæer over den irriterende springende facon, som "The Cotton Club" besidder.

Det ene øjeblik stepper et par vandkæmmede negre kækt op og ned af nogle små trappetrin, det næste plaffer en gruppe gangstere løs i flæng. Herefter tilbage til kærlighed og kildevand, jazz og muntre mennesker i festligt lag. Huhej, her kommer gangster-Jørgen med elleve geværer.

Det er ikke rigtig en genreblanding, der er værd at spilde hverken krudt eller jazz på.
Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave