The Hunger Games (2012)

    24 teenagere udvælges i en nær fremtid årligt til en dødelig kamp, hvor kun den stærkeste overlever. Måske bliver det filmens heltinde?


    SULTEN PÅ OVERLEVELSE

    Sammenhængende film:
    The Hunger Games (2012)
    The Hunger Games: Catching Fire (2013)

    Første kapitel i den verdensomspændende bog/film-succes om teenageren Katniss Everdeen slår tonen an: uophørlig eventyrlig spænding med et ungt publikum i kikkerten.

    Dødelig kamp i fri luft
    Vi er et stykke ude i fremtiden i en slags postapokalyptisk USA. Hér skal man jo have tiden til at gå med et eller andet, så hvert år udvælges 24 tilfældige teenagere til en dødelig kamp i fri luft, en slags gladiatorkamp i udvidet arena.

    Det længste strå
    Kun den stærkeste overlever, og da Katniss-pigen melder sig frivilligt for at skåne sin lillesøster, kan man jo kun håbe, at hun trækker det længste strå.

    Kløgtig pige
    I kampen på liv og død er det bedre at være kløgtig end muskelbundt, og Katniss’ evner med bue, pil og snarrådighed skal vise sig at hjælpe hende langt.

    Et ungt publikum
    "The Hunger Games" er dét stof, en succes er gjort af. I hvert fald når man holder sig for øje, at publikum primært er "store børn og små unge".

    Eventyrlig formel
    Filmen leverer kanten af stolen-spænding i nærved to og en halv time uden at afvige fra sin eventyrlige formel.

    En anelse dilettantisk
    At serveringen af de ungdommelige blodstænk, svedperler og tårer er en anelse dilettantisk midt i al virakken er der næppe mange, der lægger mærke til.

    Et vakuum
    Filmen suger så meget energi ud af sit eget eventyrunivers, at der opstår et vakuum udi det let ufrivilligt komiske.

    Opfindsomt set up
    "The Hunger Games" mister dog aldrig troværdigheden. Man æder råt det opfindsomme set up men mister interessen, når der forfaldes for meget til god/ond-kliché eller teenagekærlighed.

    Hårdpumpet & mindeværdigt
    Alt i alt en hårdtpumpet og mindeværdig genrefilm med gode pauser i underlægningsmusikken og unge-skuespil, der er en tand over det hæderlige.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Eventyr, Action, Teenagere, 142 min.

    Dansk titel: The Hunger Games
    Instr: Gary Ross Prod: Nina Jacobson, Jon Kilik Manus: Gary Ross, Suzanne Collins, Billy Ray Baseret på: roman af Suzanne Collins Foto: Tom Stern Klip: Christopher S. Capp, Stephen Mirrione, Juliette Welfling Mus: James Newton Howard
    Priser
    • GG-N - Bedste originale sang ("Safe and Sound")