Mad city
En frustreret mand tager en flok børn som gidsler, og en energisk journalist forsøger at hjælpe ham ud af kniben.
DEN MODERNE BEGIVENHED
Velspillet og professionelt fortalt dramatik med en ganske udmærket indblik i, hvad den hungrende presse kan gøre ved menneskers psyke.

Filmen er meget kompakt og intens. Handlingen udspiller sig i og lige omkring et lille museum. Museumsvagten Sam Baily (John Travolta) har netop belejret sin tidligere chef og en gruppe børn. Sam er vred og skuffet over, at han netop er blevet fyret.

Ved et tilfælde befinder tv-journalisten Max Brackett (Dustin Hoffman) sig på museets toilet, og han overværer en af episoderne gennem en dørsprække. Han formidler en kontakt til sine kolleger udenfor, og snart går historien land og rige rundt.

Den farlige begivenhed tiltrækker en hel hær af hungrende journalister. I mellemtiden er Max Brackett kommet tæt på den frustrerede gidseltager, der slet ikke har dårlige hensigter. Han vil bare have sit job tilbage.

Gidselbørnene tager situationen med ophøjet ro og nyder rent faktisk en pause fra hverdagens trummerum. Men udenfor venter pressen på at hænge Sam ud med så beskidte historier som muligt, og lige meget, hvor ihærdigt Max Brackett forsøger at afdramatisere situationen, kan det næsten kun ende galt.

Mange gode skuespillere gør "Mad City" til en rigtig fin oplevelse. Bedst er Dustin Hoffman, men også John Travolta rammer plet i sin karakteristik af den frustrerede menigmand. En delikat fotografering højner også oplevelsen.

Set på DVD: Original trailer, scenevalg (**)
Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave