Taxi
En taxichauffør med racerblod i årerne får som straf for sin aggressive kørestil et ekstrajob i politiet.
HÅRDKOGT DRENGERØVS-ACTIONHUMOR
Der er fart over feltet i denne hårdtpumpede adrenalin-actionfilm for rigtige drengerøve. Men tro nu ikke, at filmen er ligeså dum, som visse af sine amerikanske kolleger. "Taxi" er for det første fransk, og det smager jo altid lidt "eksotisk", og så er den begavet med så megen god og sund humor, at den megen hårde action næppe synes mere end moderat plat.

En flok ganske ukendte franske skuespillere tørner sammen mellem brændt gummi og motorlarm. En ung og særdeles fartglad taxichauffør (Samy Naceri) bliver taget for fartovertrædelser af politiet, man da en ligeså ung og temmelig klodset politiaspirant (Frédéric Diefenthal) har store problemer med at fange en tysk bankrøverbande, ser han muligheden for at hyre taxichaufføren. Han kan jo køre stærkt i byområderne.

Makkerskabet udvikler sig i en konstruktiv retning, og snart er de to tæt på at have den tyske bande, der stikker af i toptunede Mercedes'er.

"Taxi" er i sine actionsekvenser desuden mere end bare fladpande-effekter. Der er ikke gået på kompromis med autenticiteten - al action er optaget on location, altså midt i Marseille. Og så ser det jo naturligt nok realistisk ud, når bilerne kører med 190 i timen gennem smalle gyder!

Efterfulgt af Taxi 2 (2000) og Taxi 3 (2003).

Set på DVD (****)
Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave