Bright angel
Ung mand samler ung kvinde op - sammen søger de sandheden i livet.
EN LIDT FLAD OG UDRAMATISK OPLEVELSE
Der er sparet på krudtet i denne ulige, stillestående og alt for indadvendte film. Der er tale om halvanden times uafbrudt udramatisk dramatik, hvori den eneste spænding består i de seksuelle "vibrationer" imellem ung mand og kvinde.

Det hele starter ellers meget stilfuldt og lovende med op til flere interessante personer. To unge mænd, heriblandt hovedrolleindehaver Mulroney, samler en ung canadisk pige op, en pige der er på flugt fra et eller andet grusomt.

Mulroney indvilliger i at køre hende til den lille by Casper, og der hjælper han hende med at få løsladt hendes fængslet storebror. Mulroneys forældre er lige blevet skilt derhjemme, hvilket han har det ret svært med - især fordi hans far er blevet meget pylret og på en måde nøjeregnende med, hvad sønnen foretager sig - og drengen befinder sig på et stadie, hvor han egentlig godt kunne ønske sig at bryde op hjemmefra.

Den canadiske pige er ikke nem at bide skeer med, mest på grund af, at hun er forelsket i ham og han ikke i hende. Sammen opsøger de Bob, en mand der vil vidne mod hendes bror i retten - mod en betaling på $6000. Det kommer dog til at koste dem dyrere end som så...

Det hele forekommer noget tåget og overfladisk. Filmen er et langt, jævnt rør, hvori ingenting fæstner sig, men bare glider videre i én ensartet strøm.
Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave