Titanic (1997)

Tre timer og et kvarter ombord på det enorme skib med den velkendt kranke skæbne føles ikke som et sekund for meget – er man først steget om bord i James Camerons filmunivers, og dermed skibet "Titanic", så er det helt umuligt at stige af igen.
 

Går ned med skibet

Vi kommer til at gå ned med skibet, og dér bliver vi liggende – i hvert fald nogle uger efter at have set filmen: Målløse, fascinerede, triste og meget eftertænksomme.

Omfattende research
Det tog James Cameron rigtig lang tid at researche til sin hidtil største og dyreste film, og det ihærdige forarbejde omfattede bl.a. flere ture ned på bunden af Atlanterhavet for at filme det virkelige vrag, der efter 85 år under voldsomt tryk og i komplet mørke stadig kunne inspirere instruktøren i hans arbejde. Det er også det virkelige vrag af "Titanic", vi ind imellem ser i filmen.

En nøjagtig model

Det er anden gang, James Cameron optager en film på havet – I 1989 gav han biografgængerne dykkersyge med The Abyss. For at optagelserne af skibet "Titanic" kunne blive så virkelighedsnære som muligt, blev en model af skibet bygget i næsten nøjagtig størrelse og placeret i et kæmpemæssigt vandbassin i Mexico.
 

Lange flashbacks

"Titanic" fortælles i lange flashbacks: I en meget fin indledning er amerikanske lykkejægere midt ude på Atlanterhavet i deres jagt på en kostbar diamant, som efter sigende skulle befinde sig i et pengeskab i Titanics vrag.

101 år og stadig i vigør
Projektlederen Brock Lovett spilles af Bill Paxton, og han tror ikke sine egne ører, da han bliver ringet op af en meget gammel dame, der siger, hun har hørt om hans ekspedition på tv og gerne vil meddele ham, at hun har diamanten. På tv så hun også en gammel tegning af sig selv med diamanten om halsen.

Til den bitre ende

Den 101-årige Rose DeWitt Bukater transporteres herefter med helikopter ud til skibet, der ligger lige over "Titanic"s vrag, og her fortæller hun om sine oplevelser ombord på skibet i dagene inden katastrofen og helt frem til den bitre ende.
 

En fatal jomfrurejse

Den 10. april 1912 indledte "Titanic" sin jomfrurejse fra Southampton. Inden kursen blev sat mod New York, samlede skibet passagerer op i Cherbourg i Frankrig og Queenstown i Irland.

Ulykkelig teenager
Med ombord er den ulykkelige 17-årige Rose (Kate Winslet), der i sin frygteligt snobbede og velhavende omgangskreds føler sig fuldstændigt indespærret og overset. Helt nede på tredje klasse sidder den fattige teenager Jack Dawson (Leonardo DiCaprio), og han forelsker sig straks i den ulykkeligt udseende overklassepige, som han ser stå og stirre ud mod horisonten et par dæk over sig.

Grædende mod rælingen
På et tidspunkt føler Rose sig så ulykkelig, at hun grædende løber mod rælingen for at kaste sig i det kolde vand. Men Jack taler Rose fra det. Roses familie får naturligvis ikke at vide, hvorfor Rose i virkeligheden var på vej ud over rælingen, og Rose opdigter fint en historie om, at hun var ved at glide, og at Jack greb hende i sidste øjeblik. Som tak inviteres Jack med til en fin middag på første klasse. Resten er (velkendt) tragisk historie.

Velfungerende humor
I en fin birolle ses Kathy Bathes, og hun trækker Jack med ind i sin kahyt for at give ham en smoking til middagsselskabet. Under denne middag støder vi for første gang ind i den herlige og velfungerende humor, som James Cameron – det tragiske emne til trods – har skrevet med i sit manuskript.

Fin udstråling
Kate Winslett har en ikke helt fintslebet udstråling og har svært ved at nå helt ind i hjertet af tilskueren. Leonardo DiCaprio er langt mere sammensmeltet med sin rolle: Det smukke ansigt og den naturlige, livsglade og indsigtsfulde person, han i Jack Dawson giver udtryk for at være, går også rent ind hos tilskueren.

Overrumplende billeder
Velkomponerede og overrumplende billeder af skibet både ud- og indvendig er blot ét blandt mange led i den teknisk episke film. Læg fx mærke til overgangene fra vraget til det genskabte skib. Ned i mindste detalje bliver det gamle gelænder til nyt, eller den svært medtagne kahyt lyser op i gyldne farver og vækker atter "Titanic" til live.

Effektfulde spændingsscener

I den sidste time af filmen folder James Cameron sig ud i effektfulde spændingsscener, og selve katastrofen er fortalt i stærke, virkelighedsnære billeder. Det er vanskeligt at undgå gåsehud helt op til tindingerne, og det gør ondt i maven.

Omvæltende filmoplevelse
"Titanic" er en omvæltende filmoplevelse. Med Camerons film er vraget på bunden af Atlanterhavet blevet levendegjort og sejler smukt rundt i tankebilleder. Filmen kunne have været et mesterstykke helt ind i materien, hvis der havde været mindre fokus på de mellemmenneskelige intriger.

Melodramatisk
Det bliver en svaghed for den bekostede film, at alle sener efterhånden er spændt i et netværk af velkendt uforløst lykke, og tiltagende overspillet dramatik sender efterhånden filmen noget ud over den melodramatiske ræling.

Kvalm musik
Halvskidte computeranimationer, særligt i filmens start, og James Horners trist-slibrige filmmusik forhindrer "Titanic" i at nå helt til tops: Musikken fylder ekstremt meget og er virkelig præget af kvalmt ørehængende temaer, komplet med computerskabt kor.