4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Antichrist
Efter at have mistet deres barn drager de sørgende forældre langt ud i skoven. Men turen bliver et voldsomt mareridt.
TRIERSK KATARSIS
Lars von Trier hverken provokerer, forarger eller overskrider grænser med "Antichrist": han forfører og leder ind i visuel fristelse - og skaber en art ultimativ katarsis.

Forstået sådan, at vi som tilskuere gennem von Triers fiktion kan erfare lidelsesfulde, sorgfrembringende og farlige fænomener og situationer uden at udsætte os for disse negative fænomeners fulde og destruktive virkninger som konkret, virkelig erfaring.

Med kunsten som præmis
Filmen "Antichrist" er kunst. Filmkunst. Det er en kunstfilm. Ikke en kunstig film men en film med kunsten som præmis og i øjet af en hvirvlende lyrisk fortælleorkan, der konstant former og farver en verden af dyb smerte og fundamental, krybende eksistentiel angst.

Dét fuldt ud at percipere von Triers største filmkunstværker er en kunstart og en bedrift i sig selv; det kræver et åbent sind og et både lyrisk og kantet verdenssyn.

Da vores oplevelse af virkeligheden er baseret på visse medfødte forestillingsstrukturer, vil de film, der ligger tættest ved disse medfødte strukturer, også opleves som mere realistiske.

Uudsigelig filmoplevelse
Det er således en stærk og uudsigelig både fysisk og psykisk oplevelse af være vidne til von Triers værk. Filmen åbner mulighed for i en tid at glemme hvem man er som tilskuer. Når vi ikke beskæftiger os med vores selv, har vi mulighed for at udvide følelsen af, hvem vi er. Tab af bevidsthed om selvet kan føre til selvoverskridelse, til en følelse af, at grænserne for vores tilværelse er blevet udvidet. Niveauet af perception er her optimalt.

"Antichrist" er inddelt i tre hovedkapitler med en prolog og en epilog. I de sort/hvide ind- og udfasninger af historien bringer von Trier os fuldkommen ind i kunstfilmens kalejdoskop.

Efter at have mistet deres søn under tragiske omstændigheder, forsøger de sørgende forældre at finde sig selv igen.

Moderen er tæt på at miste forstanden men holdes hele tiden oppe af faderen, der er psykoterapeut og hermed forstand på, hvordan sorgen bedst håndteres.

Parret drager langt ind i skoven til en øde beliggende hytte i håbet om at kunne bearbejde sorgen og finde hinanden igen.

Men i stedet for fred i sjælen udvikler opholdet sig til et sandt mareridt, i takt med at moderen bliver mere og mere ude af sig selv.

Kompromisløst
Der går uden overdrivelse dekader mellem så intense, uortodokse og kompromisløse filmfortællinger. Derfor er effekten så meget desto større, og det er dejligt at have Trier tilbage i den ultimative form.

Trier slog allerede med afgangsfilmen Befrielsesbilleder fast med syvtommersøm, at han ville noget anderledes, at han ikke fulgte med strømmen, at hans film havde mere på hjerte end det håndgribelige, at han ville andet og mere end fortælle kausale historier, at han søgte at finde essensen af selve livet og døden i et dybt personligt kunstnerisk udtryk.

En åndelig voldtægt
Denne beskrivelse passer så aldeles glimrende også på "Antichrist", der i enhver henseende er en åndelig voldtægt på almindelig konventionel tænkning og fortællemåde.

Man kan argumentere for, at "Antichrist" er et filmatiseret mareridt. Historien er i sig selv et vågent mareridt, og de subtile drømmesekvenser tydeliggør den direkte forbindelse til mørke afkroge af sjælelig afmagt.

Vitale oplevelser
Omdannelser af sådanne sansningers virkelighedsstatus frembringer stærke kognitive og følelsesmæssige effekter i tilskueren undervejs, fordi de meget stærkt aktiverer de mekanismer, vi i det virkelige liv benytter for at finde ud af, om en oplevelse er virkelig eller en drøm, og som er vitale for vores mentale sundhed.

Fotografen Anthony Dod Mantle har skabt en stil og et udtryk, der er så delikat og unikt, at filmen alene på sit visuelle udtryk er uden sidestykke.

Krybende uhygge
Et andet aspekt af filmoplevelsen er von Triers krybende uhygge, der kommer snigende og personificeres i naturen.

Det er skoven, der udgør moderens største angst, derfor spiller netop skoven en stor rolle i filmens udtryk og angstens fænomenologi.

Tiltagende symbolik
Symbolikken tiltager og kulminerer undervejs flere gange. Von Trier er dog snedig som en ræv, ved bl.a. netop at lade en rabiesramt ræv tale - en sart humoristisk distance og typisk kommentar til filmmediets afgrænsninger.

Ikke en film for sarte sjæle - men en film med sjæl, der sætter sig for tid og evighed. Ikke mindst som følge af det intense kammerspil mellem de to eneste medvirkende, flot og indlevende spillet.

Begavet lydbillede
Brugen af Händels smukke arie under prolog og epilog er til den helt store rislen af smerte og kuldegys. Reallyde krydres med atmosfæriske lyde, der i høj grad er medvirkende til den levendegørelse af naturen, som filmen er eksponent for.

Dette begavede og temmelig underspillede lydbillede er en vigtig del af filmens eventyrligt uhyggelige grundstemning. Lad de faldende agern mod husets bliktag tale for sig selv som rædslens væsen.
Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Antichrist

Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7
Fakta om filmen
Dansk titel: Antichrist
Instr: Lars Von Trier Prod: Meta Louise Foldager  Manus: Lars von Trier  Foto: Anthony Dod Mantle  Klip: Anders Refn  
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg (She)
Willem Dafoe (He)
Priser:
BD, Special Award: Kristian Eidnes Andersen
BD, Bedste fotografering
BD, Bedste skuespillerinde (Gainsbourg)
BD, Bedste skuespiller (Dafoe)
BD, Bedste film
CAN, Bedste skuespillerinde (Gainsbourg)
CAN-N, Palme d´Or-nominering
RB, Bedste instruktør
RB, Bedste manuskript
RB, Bedste film
RB, Bedste klipning
RB, Bedste lyddesign
RB, Bedste special effects
RB, Bedste fotografering
RB-N, Bedste scenografi
RB-N, Bedste skuespillerinde (Gainsbourg)
RB-N, Bedste sminke
RB-N, Bedste skuespiller (Dafoe)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.