Island in the Sky (1953)

Denne noget oversete overlevelsesfilm har westernstjernen John Wayne i rollen som tovholder for et lille hold brave luftbårne mænd, der strander i et øde landskab højt mod nord efter en barsk nødlanding.
 

Helt klassisk

Filmen er en helt klassisk men også helt velfungerende kausalt opbygget historie med skematiske begivenheder og typer. En mand er en mand, og først og fremmest: sammenhold er vejen til succes.

I ukendt ødemark
Efter en tur gennem urolige luftlag, er luftkaptajn Dooleys fly så tynget af is, at han bliver nødt til at nødlande sit transportfly med en lille håndfuld kolleger om bord midt i ukendt ødemark.
 

I den bidende kulde

Efter den barske nødlanding må mændene forsøge at overleve i den bidende kulde, uden rigtigt at kunne orientere sig, og uden mad og drikke. Imens iværksættes fra basen en større eftersøgning, hvor Dooleys kolleger hurtigt kommer på vingerne i den omfattende og frustrerende jagt, der er som at finde en træsplint i havet.

Effekt-minimum
Filmens tekniske landingsstel er rimeligvis ikke udfoldet: effekterne er begrænset til et minimum, og det er et narrativt velvalgt greb. At meget af spændingen udspiller sig i et studie mærker man ikke det store til, idet filmens grundlæggende spændingskurve ikke lader sig forstyrre af teknikken.

Opslugende scener

Læg hertil en række opslugende scener, der i virkeligheden er markant flot iscenesat: flyets ’indflyvning’ over ødemarkens landingsbane og de virkelige eksteriørscener af flyet. John Waynes spil er noget elastisk og ikke egnet til emotionel nerve, men i en rolle som samlende alfader med det store overblik er han velvalgt.

Hylende båndsløjfe
Den svulstige musik af Emil Newman er brugt i begrænset omfang. Til gengæld er der skruet godt op for den hylende vind, der kører i båndsløjfe med samme lille klimaks hvert tredje sekund.