Le déclin de l'empire américain (1986)
En gruppe gode venner snakker livligt om ægteskab og utroskab – kvinder og mænd hver for sig. Men da de mødes, går det galt.
(U)TROSKAB
Sammenhængende film:
Le déclin de l’empire américain (1986)
Les invasions barbares (2003)
Instruktør og manuskriptforfatter Denys Arcand er et geni udi kunsten at skildre menneskelige relationer, så der både grines og grædes – med stof til eftertanke.
En hyggelig aften...
"Le déclin de l'empire américain" er en forløber til Arcands "Les invasions barbares", og vi stifter bekendtskab med en lille cirkel af nære venner, der er ved at forberede sig på en hyggelig aften i et dejligt sommerhus.
Snakken går livligt
Mændene er i gang med at forberede aftensmaden, og snakken går livligt om sex: Ægteskab, utroskab, seksualitet, fantasier. Alle hemmeligheder lægges på køkkenbordet som en ganske naturlig del af deres uhøjtidelige samvær.
Fantasier og drømme
Imens er kvinderne samlet i det lokale fitnesscenter, hvor de under øvelserne og i saunaen er igennem samme effektive udpensling af deres seksuelle eventyr, fantasier og drømme.
Stemningen ændres
Da mænd og kvinder endelig mødes over den veltillavede middag, bliver tonen noget mere lødig, men der går ikke lang tid, før en enkelt bemærkning ændrer drastisk på stemningen omkring bordet...
Vittigt og dybsindigt
Filmen er vittig, dybsindig og udpræget naturlig. Arcand er noget så sjældent som en instruktør, der fortæller nærværende og oprigtige historier, der snildt kunne være taget ud af det virkelige liv.
Under huden
Netop derfor bevæger historien, personerne og alle forviklingerne sig under huden i en uforlignelig blanding af alvor og humor – og i grænselandet mellem tragedie og komedie.
Store tabuer
Et stort tabu bliver på det "skammeligste" brudt i de direkte historier om utroskab, seksuelle fantasier og eksperimenter. Ironisk nok går det fuldstændig i hårdknude, da selvsamme tabu bliver brudt under middagsbordet.
Naturligt og udtryksfuldt
Skuespillet er helt naturligt: Kærligt og fuld af udstråling. Fotograferingen er rolig, scenerne relativt lange, musikken er en spøjs detalje med ironisk forvrængede fortolkninger af Händel-klassikere. Opening credits er i sig selv et lille mesterstykke: En lang introduktion gennem en meget lang hall.
Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1986, Canada, Drama, Psykologisk drama, Komedie, Bjerge på film, 101 min.
Dansk titel: Generationen, der blev væk- Dominique Michel (Dominique)
- Dorothée Berryman (Louise)
- Louise Portal (Diane)
- Pierre Curzi (Pierre)
- Rémy Girard (Rémy)
- Yves Jacques (Claude)
- Daniel Brière (Alain)
- Gabriel Arcand (Mario)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste udenlandske film
- CAN - FIPRESCI Prize