Jean de Florette (1986)

Sammenhængende film:
Jean de Florette (1986)
Manon des sources (1986)

Her er der tale om intet mindre end et mesterværk, et uforglemmeligt og uimodståeligt fransk drama, der byder på næsten mere, end hjertet kan rumme.
 

Griber om hjertet

"Jean de Florette" griber fat om hjertet i mere end én forstand og præsenterer en historie, der rummer mange flere aspekter af livet, end det normalt ses i tredive halvgode film tilsammen.

En rimelig investering
Filmen blev en af Frankrigs største biografsucceser og samtidig den daværende hidtil dyreste filmproduktion i landet med otte gange normalt filmbudget. Det opleves, som om de penge er en yderst rimelig investering.

Barsk historie
"Jean de Florette" er den barske historie om den pukkelryggede Jean (Gérard Depardieu), der ankommer til et lille landsted, han har arvet i Provence. Jean og hans lille familie har store planer om planter og kaniner, og optimismen smitter af på den tilsyneladende venligtsindede og tydeligvis småt begavede nabo Ugolin (Daniel Auteuil).

En stor hemmelighed
Ugolin virker meget hjælpsom, men han bærer på en stor hemmelighed, som for alt i verden ikke må afsløres. For Ugolin og hans kompagnon César (Yves Montand) har planer om at overtage landstedet, når Jean bukker under. Derfor fortæller Ugolin ikke Jean, at der findes en kilde på grunden – en kilde, der kan give liv til både planter og dyr i den voldsomme tørke.

Nær vanviddets afgrund
Jean kæmper ihærdigt for at holde sit landsted i live med anstrengende daglige vandtransporter, men da effekten af tørken rigtigt kan mærkes, drives Jean nærmere og nærmere vanviddets afgrund.

Gennemført æstetik
Filmen runder mange stærke følelser, og de kommer forførende til udtryk i det fabelagtige skuespil, den smukke fotografering og en fortællestil– og rytme i en gennemført æstetik.

Guddommeligt
De tre mænd i større roller – Depardieu, Auteil og Montand – spiller alle utroligt oprigtigt. Auteuils portræt af den gennemført naive Ugolin er guddommeligt. Den helt unge Manon portrætteres meget overbevisende af unge Ernestine Mazurowna. Med stærk filmmusik af Jean-Claude Petit til understøttelse af det karakteristiske tema, der er en Verdi-bearbejdelse.