3467 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Unbreakable
Efter som den eneste at have overlevet en togulykke opsøges David Dunn af en krøbling, der mener at deres forskellighed har en mening.
RAFFINERET OG OVERRASKENDE
Instruktør M. Night Shyamalan leverer hér en alternativ film, der ikke kan andet end overraske en garvet filmkigger. "Unbreakable" er en tung og dyster historie, som man godt kan mærke er lidt i familie med Shaymalans første film, The Sixth Sense (1999).

Tilbageblik
Sikkerhedsvagten, David Dunn, overlever som den eneste en voldsom togulykke. Da han kontaktes af krøblingen, Elijah Price, tvinges David til at tænke tilbage på sit liv.

En slags Superman
Elijah lider af en alvorlig knoglesygdom, der gør at han meget nemt kan brække rigtigt mange knogler. Han har lavet en del research på David Dunn og er nået frem til, at Dunn er en slags Superman, en tegneseriehelt - den diametrale modsætning til Elijah selv.

Små margener
Elijahs påstande om, at David aldrig har været syg, tvinger David til at skrue tiden tilbage og gøre op med sig selv, om han rent faktisk er et slags overmenneske. Elijah er tæt ved at overbevise både David og Davids familie, og det er kun ganske små margener der afgør, at det hele ikke ender tragisk.

Meget lange klip
M. Night Shyamalan benytter sig meget af lange scener uden et eneste klip. Det er både raffineret og teknisk krævende og giver tilskueren en billedligt meget behagelig og rolig oplevelse.

Der kan ofte gå lang tid, før tilskueren har gættet/lokaliseret dialogens udspring. Kameraet søger langsomt mod et talende par eller en løbende dreng.

Fantastisk stemning
Disse lange og betagende scener skaber en fantastisk stemning og i kombination med den overrumplende historie er "Unbreakable" en rigtigt spændende film.

Karakteristisk billedsprog
Billedsproget er så karakteristisk og malende, en rejse gennem lys, skygger og farver, at filmen hægter sig rigtig grundigt fast på nethinden.

Blandt skuespillerne gør Bruce Willis en meget flot figur, Samuel L. Jacksom er sikkerheden selv, og Robin Wright Penn leverer en lille pragtpræstation fuld af dybt troværdig styrke.
Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Unbreakable

Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7
Fakta om filmen
Dansk titel: Unbreakable
Instr: M. Night Shyamalan Prod: Barry Mendel, Sam Mercer, M. Night Shyamalan  Manus: M. Night Shyamalan  Foto: Eduardo Serra  Klip: Dylan Tichenor  Mus: James Newton Howard  
Medvirkende:
Bruce Willis (David Dunn)
Samuel L. Jackson (Elijah Price)
Robin Wright Penn (Audrey Dunn)
Spencer Treat Clark (Joseph Dunn)
Charlayne Woodard (Elijahs mor)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.