Beverly Hills Cop III (1994)

    En sort politimand er fast besluttet på at få fat på en slem forbryder, og han lægger ikke fingre imellem i sine metoder.


    RÅ ACTION MED SPRUDLENDE HUMOR

    Sammenhængende film:
    Beverly Hills Cop (1984)
    Beverly Hills Cop II (1987)
    Beverly Hills Cop III (1994)

    Ligegyldigt, hvor intetsigende og klichéfyldt historien grundlæggende måtte være med al dens tjubang og idioti, så skyder "Beverly Hills Cop III" de fleste uudholdelige actionscener ned med en utroligt velfungerende humor.

    Festlige forlystelser
    Politimanden Axel Foley (Eddie Murphy) jagter en grum forbryder, hvilket bringer ham til forlystelsesparken "Wonderworld". Her må han (og hans evigt skeptiske kolleger) igennem mange af parkens enorme forlystelser – og dét bliver ikke kedeligt!

    Fantasifuld humor
    Forlystelsernes outrerede karakter (fx "dommedags-simulatoren") er imponerende godt gennemtænkt – igen med en fantasifuld humor. Eddie Murphys rapkæftede Axel Foley står særligt godt til disse eventyrlige omgivelser.

    Stærk underholdning
    Udover den herlige scenografi er det høje tempo yderst medrivende, og man glemmer som oftest, at det faktisk er en ret klichémættet actionfilm, man hér lader sig underholde af.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025