Giant Little Ones (2018)

    To barndomsvenner bliver revet fra hinanden på grund af en enkelt "fejltagelse". Måske er unge mennesker alligevel ikke så tolerante, som de troede.


    IDENTITETER SAT PÅ SPIDSEN

    Denne coming of age-films helt centrale scene - et blow job teenboys in between under dynen - er mærkværdigt abrupt og uvedkommende beskrevet. Nærmest som om instruktør og manusforfatter Keith Behrman har haft berøringsangst med lige præcis dette tema, og i stedet har fokuseret fuldt og helt på dramaet over dynen.

     

    Mere ulmer end blusser

    Ikke desto mindre er "Giant Little Ones" et periodisk rigtig vedkommende drama, hvor homoseksualiteten mere ulmer end blusser. Gymnasiedrengene Franky og Ballas har været venner siden barndommen, men det omtalte blow job i en brandert vender op og ned på venskab og tilværelser.

     

    Et eksperiment?

    Snart når nyheden af uransanlige årsager ud på hele gymnasiet, og Ballas vil ikke længere kendes ved Franky - af frygt for at blive sat i bås som svans. Dét er filmens helt store drama - plus erfaringen, at de jævnaldrende måske ikke er så rummelige, som alle gik og troede. Forestillingen var, at alle eksperimenterede lidt.

     

    Farvel til kernefamilien

    For den følsomme Franky er det ekstra svært at komme videre. Hans egen far forlod kernefamilien til fordel for en mand, og det er Franky aldrig kommet sig over. Men han slipper ikke for et par akavede samtaler med farmand i bilen. Først sent i filmen former der sig en god kontakt de to imellem.

     

    Påklistrede popsange

    Hvis man vender det døve øre til de alt for mange påklistrede popsange og kan se udenom de åbenlyst arketypiske scener og situationer, former der sig i mødet med "Giant Little Ones" et ærligt og nuanceret portræt af teenageskæbner i åben ild.

     

    I fin balance

    Josh Wiggins er i fin balance som den efterhånden både fysisk og mentalt prøvede Franky, ligesom Kyle MacLachlan har skønne scener som faren - særligt i nævnte gyldne øjeblik hen imod filmens slutning.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Canada, Drama, Teenagere, Homoseksuelt tema, Coming of Age, 93 min.

    Dansk titel: Giant Little Ones
    Instr: Keith Behrman Prod: Allison Black Manus: Keith Behrman Foto: Guy Goodfree Klip: Sandy Pereira Mus: Michael Brook