Rich Hill (2014)

    Tre hårdt prøvede teenagedrenge forsøger at finde fodfæste i familier med meget små midler - økonomisk såvel som mentalt.


    UDSKUDS-BLUES

    De ærlige dokumentariske betragtninger på tre teenagedrenge-skæbner i et moderne udkants-USA er til at tage og føle på i "Rich Hill": Der er ingen rigdom i Andrew, Harley og Appacheys tilværelser, ej heller i Rich Hill, hvor de bor.

     

    Fuld af problemer

    Faktisk er drengenes hverdag hver især fuld af problemer, ikke mindst som følge af skæve familieforhold med arbejdsløse forældre - hvis de da ikke sidder i fængsel. Oveni de konkrete udfordringer er der også diagnoser af forskellig observans, nogle mere psykisk hæmmende end andre.

     

    Håb forude?

    Dokumentaren følger drengene på skift, som de ihærdigt forsøger at klynge sig fast til en form for håb - eller bare en hverdagsrutine. Og det kan være nok så svært, for en af udfordringerne for især Andrew er, at familien hele tiden flytter.

     

    Med bag facaden

    Dysfunktionaliteten vil ingen ende tage, når vi kommer med bag facaden og ind i de usle hjem. Her flyder møg og tøj bogstavelig talt i lag, mens alenemor har givet op. Eller hvad med drengen, der må hjælpe sin vaklende mor i seng hver aften, fordi hun er på kraftig sovemedicin.

     

    Voksne før tid

    Hver især er de ufrivilligt voksne før tid og knap nok fyldt 15 år. Den ene smøg tager den anden både blandt børn og voksne, og alt håb er tilsyneladende ude? I hvert fald søger "Rich Hill" ikke at tilføre rosenduft til sin rimelig udsigtsløse undersøgelse.

     

    Sommerstemninger

    Enkelt og ikke-invasivt filmet og med en herlig diminutiv anvendelse af underlægningsmusik snor "Rich Hill" sig gennem sine sommerstemninger, som de opleves gennem hårdt prøvede drengeøjne.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, USA, Dokumentar, Biografi, Teenagere, 91 min.

    Dansk titel: Rich Hill
    Instr: Andrew Droz Palermo, Tracy Droz Tragos Foto: Andred Droz Palermo Klip: Jim Hession Mus: Nathan Halpern
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE - Grand Jury Prize