Shakespeare in Love (1998)

    William Shakespeare gennemlever kærlighedens skærmydsler, mens han skriver sit skuespil "Romeo og Julie".


    ROMANTIK I FLÆNG

    Der er virkelig romantik for alle pengene i John Maddens ottedobbelte Oscar-vinder "Shakespeare in Love". Amor står på lur, rosenknopperne folder sig ud, dugdråberne lægger sig på de vinrøde kvindelæber, erotikken blomstrer for fuld kraft.

    Shakespeare i hovedrollen
    Det er ikke så ofte, man ser en Shakespeare-film med William Shakespeare i hovedrollen, og det er denne "nytænkning", som "Shakespeare in Love" forsøger at leve højt på. Vi følger med i tilblivelsen af det uhyre berømte stykke, "Romeo og Julie" - og ser (som filmens højdepunkt) selve uropførelsen.

    Sideløbende med at Shakespeare skriver "Romeo og Julie" har han forelsket sig hovedkulds i rigmandsdatteren, Viola. Hun har sans for romantik og forstår desuden skuespillets kunst.

    Gwyneth Paltrow med overskæg
    Men da teatrene ikke tillader kvindelige skuespillere, må hun klæde sig ud som dreng. Selvom Gwyneth Paltrow med overskæg ligner Gwyneth Paltrow med overskæg på en prik, fatter Shakespeare alligevel ikke mistanke.

    Heldigvis afsløres Violas hemmelighed dog hurtigt, så de to kan lade romantikken strømme frit på kryds og tværs af arbejdet med "Romeo og Julie". På denne måde får vi flere indfaldsvinkler til Shakespeares arbejde.

    Suppet romantik
    Det helt store problem med filmen er, at den "supper" rundt i sin romantik på en ret uheldigt anmassende måde: Konstant fulgt til dørs af Stephen Warbecks meget sødladne musik og med et stedvis uudsletteligt amerikansk præg bliver "Shakespeare in Love" aldrig rigtigt troværdig.

    Våde hundeøjne
    Gwyneth Paltrows skuespil er pænt men ret ensporet, ligesom Joseph Fiennes' Shakespeare bare kammer over i noget over-romantiseret med store våde hundeøjne.

    Scenografien og kostumerne er til gengæld ramt lige i øjet.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1998, USA, Storbritannien, Romantik, Komedie, Historie, 118 min.

    Dansk titel: Shakespeare in Love
    Instr: John Madden Prod: Donna Gigliotti, Marc Norman, David Parfitt, Harvey Weinstein, Edward Zwick Manus: Marc Norman, Tom Stoppard Foto: Richard Greatrex Klip: David Gamble Mus: Stephen Warbeck
    Priser
    • AA - Bedste Film
    • AA - Bedste Skuespillerinde (Paltrow)
    • AA - Bedste Birolle Skuespillerinde (Dench)
    • AA - Bedste Scenografi
    • AA - Bedste Set Decoration
    • AA - Bedste Kostumedesign
    • AA - Bedste Musik
    • AA - Bedste Originale Manuskript
    • AAN - Bedste Birolle Skuespiller (Rush)
    • AAN - Bedste Fotografering
    • AAN - Bedste Klipning
    • AAN - Bedste Lyd
    • AAN - Bedste Instruktør
    • AAN - Bedste Makeup
    • BERLIN - Sølvbjørn
    • BERLIN-N - Guldbjørn-nominering
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste skuespillerinde (Paltrow)
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Dench)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Rush)