De ofrivilliga (2008)

    En række svenske skæbners hverdagsproblemer portrætteres i fem forskellige historier.


    MERE SVENSK TABLEAU

    Roy Andersson version 2.0 er født, og alle er begejstrede! Navnet er Ruben Östlund, stilen er tableauer: Faste kameraindstillinger uden bevægelse, stemningen er tragikomisk-sarkastisk.

    Svensk ’universalfilm’?
    Er svenske filmskabere af i dag virkelig nødt til at lave film på denne måde for at slå internationalt igennem? Når man har set "De ufrivillige" føler man faktisk, at man endnu engang har været vidne til en svensk "universalfilm".

    Livet er ikke let
    Östlund portrætterer en række svenske skæbner; fem forskellige grupperinger af unge og midaldrende mennesker, der alle har det til fælles, at det dér med livet, identiteten og følelserne er svære sager.
     

    Drikke for meget

    Der er buschaufføren, der nægter at køre videre, før den skyldige bag en mindre forseelse i bussen har meldt sig. Der er teenagere, der drikker alt for meget sprit og smider dåser efter biler på gaden.
     

    Tilbage til en fuser

    Der er gammelfar, der lidt for overmodigt går tilbage til en fuser og får raketten i øjet. Og der er en gruppe midaldrende mænd, der overfalder deres kammerat og tvinger ham til at få slikket pik.
     

    Over stregen

    Og - måske mest vedkommende i filmen - er der en lærerinde, der kæmper en hård kamp for at blive set og hørt, samtidig med at hun må tage en konfrontation med en kollega, der er gået over stregen.

    Et par tunge tableauer
    Man skal unægteligt et par tunge tableauer igennem, før man rigtigt kan fornemme, om man overhovedet orker endnu en film af denne slags.

    Saft og bid i historierne
    Men det viser sig gudskelov, at der i de enkelte historier er mere saft og bid, end den påtagede stilistiske indpakning lægger op til.

    Oppe på barrikaderne
    Givetvis er man også ekstra oppe på barrikaderne, netop fordi Östlunds stil mere end læner sig op ad Roy Anderssons - og i de senere af Anderssons ’eksperimenter’ er der unægteligt ikke meget andet end den stilistiske skal.

    Skarpe observationer
    Hér er der trods alt indlevelse og udvikling i historierne, og der er i de ofte skarpt observerede menneskelige detaljer, at filmen markerer sig positivt.

    Kamearet panorerer!!!
    Og hovsa -! I en enkelt transport-indstilling, hvor fulde teenagerpiger generer en passager, vælger Östlund pludselig at panorere langsomt, først mod højre.. så mod venstre. Det er den eneste gang i filmen, at kameraet sættes i bevægelse, resten af handlingerne får lov at udspille sig indenfor den nu engang forudbestemte indramning.

    Krukket og påtaget
    Det er sådanne spradebasseagtige detaljer, der får oceaner af filmkritikere verden over til at udråbe filmen som ’stor kunst’ - men er det ikke snarere krukket og påtaget, en mand med lillemandskompleks, der råber: "Se mig"?!

    Kreative interaktioner
    Skuespillet udgær en væsentlig del af filmens evne til at brænde igennem. Man skal jo trods alt også notere sig, at meget af spillet foregår udenfor den fastlagte kameraindramning - og det skaber jo vældigt kreative interaktioner.

    Sparsom brug af musik
    For sin yderst sparsomme brug af musik fortjener Östlund ros. Her har han fat i den lange ende. Noget der virkelig kunne have dyppet tableauerne dybt i den klæbrige honningkrukke ville have været non-stop-musak oven i hatten.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2008, Sverige, Frankrig, Komedie, Drama, Teenagere, 98 min.

    Dansk titel: De ufrivillige
    Instr: Ruben Östlund Prod: Erik Hemmendorff Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund Foto: Marius Dybwad Brandrud Klip: Ruben Östlund
    Priser
    • GULDB-N - Bedste film
    • GULDB-N - Bedste skuespillerinde (Milocco)
    • GULDB-N - Bedste instruktør
    • GULDB-N - Bedste manuskript
    • GULDB-N - Bedste fotografering
    • CAN-N - Un Certain Regard