Kimi (2022)

Steven Soderberghs state of the art-cyberthriller er mere end bare endnu et blik på det kaos, moderne elektronik kan medføre: "Kimi" har nyklassiker-potentiale, både på grund af den silkebløde omfavnelse af et betændt, moderne plot, men også som følge af begavede virkemidler i en forførende fortællestil.

Seattle-kvinde med agorafobi

Zoë Kravitz er den unge Angela Childs, en kvinde, der sjældent forlader sin enorme Seattle-lejlighed. Hun lider nemlig af en svær agorafobi, og så kan hun passende håndtere sit tech-arbejde hjemmefra.

Et mord på en lydfil

Hun lytter lyd-logfiler igennem i forbindelse med AI-hjælpemidlet, Kimi. Logfiler, hvor Kimi har reageret med en fejl. Men da Angela hører det, der kun kan opfattes som grov mishandling af en kvinde, føler hun, hun er nødt til at tage affære.

Benene på nakken

Men "den store verden" udenfor er ikke parat til at hjælpe. Tværtimod oplever Angela, at hun bliver trængt op i en krog. At hun ved for meget. Så nu handler det om at tage benene på nakken, før nådesløse håndlangere indhenter hende.

Herrmann'sk underlægning

Soderberghs hofkomponist, Cliff Martinez, har begået en Bernard Herrmann'sk underlægning, der klæder "Kimi" godt i sit klassiske snit – især fordi, musikken ikke er sansehæmmende overanvendt.

Stilmæssigt lækre valg

Det er endnu et stilmæssigt lækkert valg i en indpakning, der hele vejen rundt er præget af ro og skarphed – i et plot, der ellers mere og mere bliver en nådesløs heksekedel. Angelas tur gennem storbyen udgør dog en energisk centrifuge: Vanviddet på flere niveauer som oplevet gennem en mentalt totaltrængt kvinde.

Trængt op i en krog

Kravitz præsterer meget overbevisende i den blåhårede hovedrolle, uden at forfalde til yderpunkter. Hen imod slutningen opstår en af filmens mest mindeværdige scener, hvor Angela er trængt op i en krog med en lille håndfuld håndlangere, der er overbevist om, at de klogere end den lille kvinde.