Mi mejor amigo (2018)

    Teenageren Lorenzos grænser og følelser testes på flere parametre, da en jævnaldrende dreng flytter ind i hjemmet.


    I FØLELSERNES VOLD

    Stilistisk og emnemæssigt meget lig egen kortfilm, Amor crudo (2008), spillefilmsdebuterede manusforfatter og instruktør Martín Deus her 10 år senere.

     

    Det beskyttede kernefamilieliv

    Vi er i Patagonien, Argentina. Her lever teenageren Lorenzo det beskyttede kernefamilieliv i bjergtagende naturomgivelser. Men hans følelser og grænser sættes på alvorlige prøver, da den jævnaldrende Caíto tages under familiens kærlige behandling. Lorenzos far var bedste venner med Caítos far, der netop er omkommet.

     

    Grænser til en forelskelse

    Lorenzo er ikke forberedt på, at det nye tætte hverdagsliv med den intense og følsomme Caíto kan bringe "forbudte" følelser med sig, men ikke desto mindre opbygger drengene et tæt venskab, at det tydeligvis grænser til en forelskelse.

     

    Rolig, detaljeopmærksom fotografering

    I Sebastián Gallos rolige, detaljeopmærksomme fotografering trækkes naturskønheden frem som en hovedrollespiller på lige fod med drengesjæle i flammer i forførede nærbilleder.

     

    Lidt fesne sidespring

    Det bliver rigtig stærkt i udvalgte sekvenser – mest intenst i filmens første halvdel, men desværre holdes den rå og usødede tilgang ikke i stram snor. Det afføder en række lidt fesne "sidespring" i stilen, bl.a. en lille håndfuld malplacerede feel good-popsange.

     

    Nuancer strækkes ikke ud

    Samtidig udebliver den helt hjertenært knugende intensitet. Her er ganske enkelt lidt for mange nuancer, der ikke strækkes nok ud. Til gengæld er der lynende flot indlevelse fra Lorenzo og Caíto, spillet af hhv. Ángelo Mutti Spinetta og Lautaro Rodríguez.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Argentina, Drama, Romantik, Teenagere, Homoseksuelt tema, Bjerge på film, 90 min.

    Dansk titel: My Best Friend
    Instr: Martín Deus Prod: Mariano Contreras, Pablo Ingercher, Daniel Pensa, Miguel Angel Rocca Manus: Martín Deus Foto: Sebastián Gallo Klip: Alberto Ponce Mus: Mariano Barrella
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN - Cannes Écrans Juniors