Koroshiya 1 (2001)

Ekstrem vold, ekstrem smerte – og bare i det hele taget ekstrem ekstremisme. Det er, hvad der kendetegner Takashi Miikes musikvideolignende krimiepos. Og det skal således slås meget tydeligt fast, at "Koroshiya 1" absolut ikke er for sarte sjæle!

Sort genrehumor

En glimtvis "afvæbnende" sort genrehumor gør ikke filmoplevelsen mindre vulgær, selvom hardcore-tilskuere vil finde flere af indfaldene sprøde, når de falder ud i stil med Peter Jacksons splatterkomedie Braindead (1992).

Kræver fuld opmærksomhed

Det kræver fuld opmærksomhed, hvis ikke tråden skal tabes i den overhektiske fortælling og tilsvarende stil. Der opstår nemlig hurtigt en udtalt fare for at blive helt opslugt af ekstremismen og dens grafiske ubehag i sig selv.

To huller i kinderne

Da en sygeligt sadomasochistisk håndlanger, der bl.a. har skåret to huller i kinderne, så han kan puste cigaretrøgen ud gennem dem, støder på en hypnotiseret seriemorder, bryder (smerte)helvede løs.

Ekstreme prøvelser

Ord kan ikke beskrive de ekstreme prøvelser, som de implicerede enten sætter sig selv eller hinanden på, og smertegrænsen er reelt nået allerede i det fatale anslag. Men herfra bliver det bare værre og værre...

Lige dele fascination og afsky

"Koroshiya 1" udgør lige dele fascination og afsky. Det er på en og samme tid grim og grum filmkunst, der hverken visuelt eller lydmæssigt vil vedkende sig en besøgelsestid. Det gør oplevelsen unødvendigt ubalanceret: Historien er ekstrem nok i sig selv, men ved at lægge lag på lag på lag i stilen, kvæles mange af de fuldfede intentioner.