Barbarian (2022)

Det frarådes at stifte nærmere bekendtskab med Zach Creggers "Barbarian", hvis man har det stramt med gustne, mørke kældre i gyserfilm. Filmen rummer nemlig mere end gennemsnitligt ætsende bid i skildringerne af netop det endeløse, ukendte og uigennemtrængelige mørke.

En hemmelighed af de mere vederstyggelige

Den unge Tess har lejet et hus i udkanten af Detroit, men det viser sig, at der allerede er en anden lejer i huset. Det er dog ikke det mest uhyggelige ved lokaliteten – for kælderen gemmer på en hemmelighed af de mere vederstyggelige...

Farerne lurer – særligt i kælderen

"Barbarian" er i grunden et simpelt konstrueret gys, der spiller på alle de lurende farer i et ukendt hus med mange rum – særligt i nederste etage. Men fortællingen byder alligevel på flere overraskelser, der effektivt udvisker alle de forestillinger, den enkelte tilskuer måtte have om både ind- og udviklinger samt det lille, brogede persongalleri, der agerer i dem.

Bundløst mørke

Og absolut mest hårrejsende effektivt er begivenhederne i kælderen, hvis bundløse mørke ikke lader sig penetrere af selv den mest effektive lommelygte. Disse sekvenser er hamrende uhyggelige, særligt når der lige skrues en anelse ned for den forventeligt insisterende underlægningsmusik og det tilsvarende småvulgære lyddesign.

Udtalt æggende

De primære aktører i fortællingen spiller fint og frit (særligt Justin Long, da han træder ind i fortællingen). Hen mod slutningen af herlighederne lyser Richard Brake i en lille birolle som den mystiske Frank op i et par udtalt æggende perspektiveringer på den håndfladesvedte fortælling.