Patriots Day (2016)

Blot tre år efter det virkelige livs terrorhandling mod det traditionsbundne maratonløb i Boston, skabte storfilmsinstruktøren Peter Berg en episk dramatisering af begivenhederne.

Patos-lår i skoene

Og lad det være sagt med det samme: "Patriots Day" har decideret patos-lår i skoene. Det er egentlig til at få øje på tidligt i filmen, allerede før dramaet for alvor tager fart – men du milde, hvor går det snart over gevind, grundigt suppleret af urklassisk selvsmagende amerikansk patriotisme (titlen forstærker selvsagt dette faktum.)

Helvede er løs!

Mark Wahlberg er Boston-drabsbetjenten Tommy Saunders, der tager en tjans som sikkerhedsvagt under maratonafviklingen. Og så detoneres der ellers bomber, og helvede er løs! Ikke længe efter iværksættes en storstilet jagt på gerningsmændene.

"Violinerne" bruser

"Patriots Day" væver både skurke og helte ind i hinanden, mens "violinerne" bruser (en nærved konstant og syndigt outreret musikunderlægning vælter ud af alle kanaler). Således følger vi både Tommy, hans nærmeste overordnede, en FBI-agent med magt, Tommys kone derhjemme... og skurkene på flugt!

Helt igennem grotesk

Der er nok at holde styr på, men for en sikkerheds skyld tegnes rollefigurerne så ekstremt sort/hvidt op, at der overhovedet ikke kan være tvivl (for selv den mest langsomtopfattende) om noget som helst. Det er virkelig både ufrivilligt komisk og helt igennem grotesk.

Den blotte fremdrift...

Tilbage er reelt den blotte fremdrift i den alt andet lige betændt-actionfyldte plotstruktur. Hér er underholdningen sikret, i hvert fald i de mest actionmættede sekvenser. I øvrigt siges der "I love you" et hav af gange – på et niveau, så det skriger til himlen.

Præget af de skrevne roller

Skuespillet er præget af de skrevne roller, der, selvom de læner sig 1:1 op ad virkelige personer, er skudt pletvis virkelig dumme replikker og situationer i skoene. John Goodman udfylder en af karrierens mest fejlcastet ligegyldige (og ekstremt sminkede) biroller som politimanden Ed Davis.