The Grifters (1990)

Dette stjernespækkede og tilsvarende sprællevende kriminaldrama med komisk fundament lægger dragende effektivt ud. Her har den britiske instruktør Stephen Frears rigtig godt greb om både genremiks, timing og teknik. Men desværre går det hele efterhånden mere og mere op i hat og briller.

Klemt som en lus mellem tyve kvindenegle

John Cusacks unge svindlertype, Roy Dillon, er klemt som en lus mellem tyve sæt bemalede kvindenegle. De ti af dem sidder på hans meget unge mor, de ti andre på kæresten Myra – og begge kvinderne er selv svindlertyper, der skal passe "karrieren" for at få hjulene til at løbe rundt.

Dømt til at fejle

Sådan et trekløver er næsten dømt til at fejle hen ad vejen, og det er i beskrivelsen af den uundgåelige kaos, at "The Grifters" begynder at køre sig selv i sænk. Efterhånden er der kun krudtrester tilbage fra de første tre kvarters skarpe skud i bøssen, og filmen mister ganske enkelt pusten ved at puste sig mere og mere op!

"Tralala-komedie"-musik

Med en faktisk næsten konstant optempo-"tralala-komedie"-underlægningsmusik er filmen lidt af en lydmæssig prøvelse at sidde model til. Der er næsten ingen pauser fra den "smarte" musik. Til gengæld er der smæk for skillingen blandt de veloplagte skuespillere.

Læst og påskrevet

Særligt en afbleget, højbehælet og her-kommer-jeg-ladylike Angelica Houston er skøn i rollen som den kompromisløse Lilly Dillon – og det allerbedste modspil får hun i blot en enkelt sekvens i samspil med veteranen Pat Hingle. Lad os bare sige, at Lilly får læst og påskrevet, og Havana-cigarrygende Hingle er aldrig set bedre.

Habil uden at funkle

Lidt mere på det habile uden at funkle finder vi John Cusacks underspillede Roy, ligesom Annette Bening mere end noget andet overspiller (og -smiler) sin birolle som dullet kæreste til Roy.