Cellmates (2011)

Tumpe/gumpetung lavbudgets-fængselsfarce, der virkelig skraber bunden i lange perioder, men som alligevel rummer enkelte scener af en vis genre- og racismefinesse, gestaltet af (en sagesløs) Tom Sizemore som Leroy Lowe – og hans nye "celleven", Héctor Jiménez' Emilio.

På KKK-toppen

Vi befinder os i 1970'ernes USA. Leroy havner bag tremmer, mens han er på toppen af sin Ku Klux Klan-karriere. I fængslet klarer han sig nogenlunde, så længe han har KKK-kammeraten Bubba på slæb. Men Bubba ryger i svinget, og fængselsinspektøren (en på alle måder højtråbende, kartoffelmarks-manisk Stacy Keach) giver Leroy en mexicaner som ny cellepartner.

Dømt til at gå galt... eller?

Det er da dømt til at gå galt... eller er det? Sagerne gradbøjes i hvert fald undervejs, især da en nuttet mexicansk rengøringskone i fængslet begynder at lægge an på den ikke ligefrem smilende Leroy og sender ham kærlighedsbeskeder, som Emilio må oversætte.

Et ynkeligt skue

"Cellmates" er for det meste et ynkeligt skue, hvor Tom Sizemore virkelig prøver at give den aparte hovedrolle lidt farve og nuance. Men han træder ved siden af og overspiller i de fleste sammenhænge.

Præget af en vis sødme

Hvor komediefarcen har mere effekt er i beskrivelserne af "opblomstringen" i dén form for venskab, som Leroy knytter til "undermennesket" Emilio. Det er da – trods åbenlyse skingre ekstremiteter – præget af en vis sødme.

Kartoffelarbejde

Langt det meste af filmen udspiller sig i fængslet, men ind imellem får vi lidt skud fra de enorme kartoffelmarker, hvor de indsatte skal arbejde. En outreret og selvmodsigende underlægningsmusik, der for det meste består af "30'er-blues-sange", gør ikke "Cellmates" lettere at sluge.