The Brood (1979)

Dette tidlige David Cronenberg-gys er først og fremmest magnifikt spillet og serverer sine mystisk funderede gys i en indpakning præget af opfindsomhed og farverigdom. Men "The Brood" er også en lidt atonal filmoplevelse, hvor de tiltagende bestialske handlingselementer bliver for abrupt og uelegant serveret.

En ukonventionel psykiater

Oliver Reeds Dr. Raglan er en særdeles ukonventional psykiater, der bruger aparte metoder til at "helbrede" sine patienter. Således også Nola Carveth, hvis mand desperat forsøger at få lov til overhovedet at besøge hende – men han afvises gang på gang med henvisning til, at det vil bryde Nolas behandling og kaste hende tilbage i dyb uro og vanvid.

Misfoster i barnestørrelse

Langsomt, men sikkert begynder det dog at stå klart, at Raglan har meget urent mel i posen, og da der også hober sig lig op i hans slipstrøm, må der ske noget. Men det er vist ikke kun Dr. Raglan, der udgør problemet. Et misfoster i barnestørrelse, der til forveksling minder om Nolas datter, har en finger eller to med i spillet.

Dyb skuespillerindlevelse

Flere af sekvenserne – herunder det fascinerende anslag – er præget af en dyb skuespillerindlevelse, der matcher teatrets nærvær... men heldigvis uden overhovedet at fremstå teatralsk. Som nævnt er "The Brood" en drømmefilm for skuespillerne, for det er her, det største arbejde er lagt og den heftigste gennemslagskraft ligger.

Tiltagende ekstrem volumen

Mindre æggende er de ellers uhyggeligt tænkte morderbarn-i-flyverdragt-indslag: Meget af det gyselige drukner i en tiltagende ekstrem visuel volumen, hvor musikken også i højere grad tager styringen. Det gør, at "The Brood" desværre ikke helt skriver sig ind i hverken genre- eller Cronenberghistorien som en af de allerbedste.