Cropsey (2009)

De to dokumentarister, Barbara Brancaccio og Joshua Zeman, der begge voksede op på Staten Island, New York, graver som voksne i en bestialsk historie, der også forståeligt optog dem som børn.

Alt blev dumpet på Staten Island

Engang for ikke så længe siden var Staten Island stedet, hvor myndighederne dumpede alt fra affald (på kæmpe losspladser) til "uønskede" mennesker, herunder en lang række mentalt mere eller mindre udfordrede børn.

En særling mistænkes

Store institutioner skød op – ude af øje og ude af sind for New Yorks bykerne. Da flere børn begyndte at forsvinde sporløst fra mentalinstitutionerne, var det ikke første prioritet at opklare de eventuelle kidnapninger og mord. Men hen ad vejen begyndte politiet alligevel at mistænke særlingen Andre Rand, der selv en overgang havde været ansat på en af øens mentalinstitutioner.

Decideret ækle arkivfilm

Den spillefilmslange dokumentar kombinerer nutidigt opsøgende interviews med arkivbilleder og – decideret ækle, mareridtsagtige – arkivfilm fra en samtidig 60'er/70'er-reportage på mentalinstitutionen for børn og unge. Denne viser, hvordan nøgne og dybt vanvittige og/eller forsømte børn raller rundt i halvmørke, smurt ind i deres egen lort.

Det virkelige livs hårrejs

Det er ikke alle facetter af "Cropsey"-dokumentaren, der fungerer lige godt. Ind imellem står interview- og afsøgnings-stilen ubehjælpsom, for så lidt senere at brænde stærk igennem som følge af det virkelige livs hårrejs, der kan få det til at vende sig i selv den mest hårdføre betragter.

Betændte begivenheder

Lidt vel rigelig uklædelig underlægningsmusik forstærker unødvendigt de i forvejen betændte begivenheder. Lidt over halvdelen af dokumentaren helliger sig helt den ordknappe Andre Rand, uden at der rigtig er helt kød nok på dén fortælling, til at seriemorder-tematikken kan bide fra sig.