Old Henry (2021)

Fred, ro og idyl er til for at blive brudt – især i westerns, hvor det hele lige går så godt, før en række bøller eller ordenmagten pludselig vender op og ned på det hele. I "Old Henry" er det Tim Blake Nelsons introverte enkelandmand Henry og hans teenagesøn Wyatt, der må se ind i en helt ændret verden, efter at Henry har fundet en såret mand med en tilhørende sækfuld penge.

Håndlangere på nakken

For selvfølgelig er der folk derude, der leder efter formuen, så inden længe har Henry ganske rigtigt Stephen Dorffs Ketchum og hans håndlangere på nakken, og de har ikke tænkt sig at efterlade deres guns tavse. Dette kalder på et modsvar, og her viser Henry prøver på hidtil ukendte evner med skydevåben, hvilket kalder på nye overvejelser i retning af, hvem han i virkeligheden er.

Afbalanceret western

Instruktør og manusforfatter Potsy Ponciroli leverer en visuelt lækker og afbalanceret western, der rummer et meget troværdigt anno-1906-tidsbillede, hvor lyddesignet i vid udstrækning tilmed giver plads til vejrtrækning helt uden underlægningsmusik. Det er begavet og velovervejet konstrueret, og fortællestilens rolige grundtone bevares (i hvert fald i billederne) reelt gennem hele filmen, også når begivenhedernes alvor tager til.

Kun én mine at trække på

Med flot indlevelse i spillet fra særligt Tim Blake Nelson, der i rollen som Old Henry kun har én mine at trække på. Men også Stephen Dorff er god som modstanderen Ketchum, især henimod klimaks, hvor der rigtig kommer noget på spil. 

Alle detaljerne træder frem

Når "Old Henry" står allerstærkest, træder alle detaljerne i fortællingen frem og kalder på den taktile følelse. Det gælder materialerne, kostumerne, protagonisterne, men ikke mindst naturen, der indrammer hele fortællingen. Når musikken udelades, er nærheden total.