Sonne (2022)

Spillefilmsdebuterende Kurdwin Ayub giver os her et kig bag sløret og sætter muslimske kvinderoller på spidsen i et moderne østrigsk samfund. Portrættet af tre unge muslimske veninder indbragte hende prisen for bedste debutfilm ved filmfestivalen i Berlin.

En svær balance

Det hele centrerer sig om hjemmeboende Yesmin, der kæmper for at finde sig til rette som både rettroende, irakisk-kurdisk datter og legelysten, eksperimenterende ung kvinde i Wiens mange tilbud. Da hun og veninderne Bella og Nati smækker en nyfortolkning af en kendt popsang på YouTube, stikker det af for dem, og de bliver en form for kendisser.

Både røre og begejstring

Ikke så meget på grund af deres sangevner — de kan være på et bette sted — men mere fordi sangen (“Loosing My Religion”) vender vrangen frækt ud på store spørgsmål som religion og friheden til at være dén, man vil være som ung muslimsk kvinde. Deres optræden vækker således både røre og begejstring, men om det hele bringer dem nærmere nogen former for afklaring i livet er mere usikkert.

Træfsikre, kritiske blik

Flere elementer i Kurdwin Ayub egen historie udgør træfsikre, kritiske blik på samtidsreligiøsitet blandt unge. Fortællingen inddrager også overfladisk Yesmins yngre bror, der jo selvsagt ikke er bundet af tørklæder, men som kæmper med andre udfordringer.

Kejtet og overfladisk

Filmen lykkes omvendt begrænset i at binde ender sammen og fungerer bedst, når veninderne er sammen, mens de mange vel nærmest uundgåelige inddragelser af fis, ballade og (selv)promovering på sociale medier fremstår kejtet og ærgerligt overfladisk. Rigtig pænt spil og begrænset musikunderlægning.