Marfa Girl (2012)

    16-årige Adam forsøger at finde ståsted, seksualitet og mening med livet i Marfa, Texas.


    ROD I (UNDER)LIVET

    Den altid (teenage-)grænsesøgende instruktør Larry Clark deler vandene med sine direkte, filterløse og ofte politisk ukorrekte film – ikke mindst, når det kommer til det seksuelle, der er krumtappen i mange af hans historier.

     

    Rodløs og nysgerrig

    "Marfa Girl", der fire år senere fik en selvstændig efterfølger, tager udgangspunkt i 16-årige Adams rodløse og nysgerrige hverdag i Marfa, Texas. Adam er ikke bleg for at eksperimentere med skæv tobak og damer, og han har let ved at score til trods for sit ekstremt drengede udseende.

     

    Farvestrålende sexliv

    Larry Clark skriver herudover en række vidt forskellige bipersoner ind i Adams liv. Her er bl.a. den noget ældre kvinde, der tilmed er nymfoman og beredvilligt fortæller om sit farvestrålende sexliv. Og den frustrerede og tilmed mentalt ustabile grænsevagt, der fuldstændig taber jordforbindelsen hen imod filmens (overdrevne) slutning.

     

    Ingen helstøbt filmoplevelse

    Slutproduktet er en mærkelig og ikke videre helstøbt filmoplevelse, der ofte taber tråden eller vikler sig ud i meget mere, end grundtonen kan bære. Larry Clark har for meget på hjerte på for lidt plads. Således er der flere af de små historier i helheden, man godt kunne have tænkt sig udfoldet i en film for sig selv.

     

    Et grænsetilfælde

    Bl.a. er grænsevagten (og grænsetilfældet) Tom en meget interessant rollefigur – blændende gestaltet af Jeremy St. James. Men der kunne også sagtens have været mere vægt bag Adams brogede hverdag.

     

    Sex på kryds og tværs

    Mere end noget andet emmer "Marfa Girl" af sex på kryds og tværs og i flere afskygninger. I dialogen opstår ind imellem kloge betragtninger på kønslivets opture, mens de rigelige mængder samlejer godt kan tangere det let søgte.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Teenagere, Coming of Age, 105 min.

    Dansk titel: Marfa Girl
    Instr: Larry Clark Prod: Adam Sherman Manus: Larry Clark Foto: David Newbert Klip: Affonso Gonçalves Mus: Bobby Johnston
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation