Pagten (2021)

Bille Augusts ubetinget bedste skandinaviske film siden En sång för Martin (2001) er noget så "helligt" som en portrætfilm om en lidt ældre og mindre glamour-omspundet Karen Blixen. På sine ældre dage har Blixen lagt Afrika og kærlighedsaffærerne bag sig og lever nu en relativt tilbagetrukket tilværelse på Rungstedlund i Nordsjælland.

Lever højt på opmærksomheden

"Baronessen", som hun gerne vil tituleres, er dog stadig feteret og verdenskendt, og hun lever højt på opmærksomheden - i skarp kontrast til de fysiske lidelser, som hendes alvorlige syfilis har ført med sig. Da hun møder den unge digter Thorkild Bjørnvig, er det "kærlighed" ved første blik.

Elektrisk af begejstring

Bjørnvig er elektrisk af begejstring og fascination over at have mødt en fuldblods mentor. Blixen til gengæld i sit rette element: Hun øjner endnu en mulighed for at kontrollere et ungt menneske, til en grænse, han ikke selv aner, hvor er.

Roen er et vigtigt fikspunkt

"Pagten" er beundringsværdigt rolig, aldrig interesseret i at fare frem eller overfortælle. Roen er et vigtigt fikspunkt og hele filmens centrale succes. Birthe Neumann præsterer med en indlevelse og dybde, som hun - desværre - ikke har haft lejlighed eller roller til siden Vinterbergs Festen (1998). Det er ganske enkelt meget stor skuespilskunst.

Letløbende og lineær

Filmen er letløbende, lineær og generelt velspillet. Det er forfriskende at se nye og relativt ukendte ansigter i de øvrige roller, og tidsbilledet er pænt ramt uden alt for tydeligt "placeret" scenografi. Man har gjort det let i stedet for at plastre til. Underlægningsmusikken er behageligt tilbagetrukket og ofte helt fraværende.

Sober tone

Der er noget hypnotiserende over Blixen-fortællingen, og det er hermed lykkedes Bille August at ramme den sobre og magnetiske tone udi at portrættere en af Danmarks internationalt bedst kendte personligheder gennem tiderne.