This boy´s life | |
En teenagedreng har svært ved at finde sig selv, i særlig grad da hans nye stedfar er et sadistisk svin. | |
| FIN FILM OM TEENAGERENS HÅRDE TILVÆRELSE Michael Caton-Jones' drama "This Boy's Life" ("Min Mors Kæreste") nåede aldrig de danske biografer, da den var blevet modtaget med begrænset begejstring i sit hjemland, men det er måske nok en underdrivelse kun at sende filmen ud på video, da det er et både vedkommende, flot og velspillet drama. Samtidig vil ægte fans nyde Leonardo DiCaprio i en af hans tidligere roller. Det er den udadtil pæne men indadtil langtfra problemfri dreng Toby Wolff's (Leonardo DiCaprio) livshistorie vi får fortalt i "This Boy's Life". Filmen bygger på forfatteren Tobias Wolffs selvbiografi af samme navn. Toby bor med sin mor i en lejlighed, og han kommer let til at kede sig. Moderen Caroline (Ellen Barkin) er også dødtræt af sin ensidige tilværelse, og en dag stikker hun og Toby af fra det hele - bare sådan uden videre. Men det nye sted har en dårlig indflydelse på Toby, og han kommer sammen med venner, der leder ham ind i småkriminalitet. Caroline møder nu manden i sit liv, tror hun, den elegante Dwight (Robert De Niro), og Dwight kommer til at få stor indflydelse på både Carolines og Tobys tilværelse. Men det er ikke nogen positiv indflydelse. Dwight er en sadistisk og kold skiderik, der slet ikke forstår sig på hverken kærlighed eller følelser, og han misforstår Carolines bøn om, at Toby kan blive et mere fornuftigt ungt menneske. Dwight tager fat i Toby, sådan som han i hvert fald ikke burde gøre det, og endnu engang synes familien Wolffs tilværelse at smuldre. Midt i alle rædslerne møder Toby den første intellektuelle ven i sit liv, Arthur, (pænt spillet af unge Johan Blechman), og Toby forstår ind imellem, som hans mor hele tiden opfordrer ham til, at fremhæve de lyse sider i tilværelsen. Men Dwight bliver mere og mere dominerende og uudholdelig. Toby forsøger at snyde sig ind på forskellige fornemme skoler, men Dwight gør alt for at forhindre Toby i at få succes. Filmen indeholder betagende, fængslende scener, hvori følelserne lyser ud af skuespillerne. Leonardo DiCaprio har voldsom udstråling, overvældende intens, det er pænt skuespil. Og de ubehagelige strømninger sørger Robert De Niro på rutineret vis for. Problematisk bliver det imidlertid, at filmen springer for meget i tid, og efterhånden mister historien en hel del af sin intensitet ved at blive hevet og flået i konstant. Man begynder at føle banaliteten, der langsomt sniger sig ind og lægger sig som en dis over fortællingen. Filmen er som sagt springende, men stilstand og dvælen er der heldigvis også plads til ind imellem. Det er en forholdsvis interessant historie, gudskelov, og det bliver kun bedre af, at man ved, den er sand. En virkelig delikat fotografering sørger for, at filmoplevelsen bliver endnu mere intens. Der veksles fint imellem det absurde, det uudholdelige og det lykkelige ved en teenagedrengs unge tilværelse. | |
| Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |