snapper, The | |
En overbefolket engelsk familie sættes på den anden ende, da det forlyder, at datteren er gravid. | |
| SAMTIDSKRITISK ENGELSK HUMOR Den engelske instruktør Stephen Frears blev kendt for sine samtidskritiske karakterskildringer tidligt i sin filmkarriere i England. Han fik sin Hollywood-debut i 1988 med Rokoko-stilstykket "Dangerous Liaisons" med Glenn Close, Michelle Pfeiffer og John Malkovich. THE SNAPPER er en tilbagevenden til det samtidskritiske, en ligefrem og ublufærdig skildring af en overbefolket engelsk familie, der lever sammenklumpet i et lille rækkehus. Da den ældste datter Sharon (Tina Kellegher) i filmens start fortæller sine forældre, at hun er gravid, er det blot endnu et irritationsmoment i dagligdagen. Et par himmelvendte øjne fra moderen og en reprimande fra faderen - mere familiært overarbejde! Det der egentlig er den største kilde til frustration, er, at Sharon ikke vil fortælle, hvem faderen til barnet er. Ikke engang veninderne får noget at vide. Der må stikke noget under, og langsomt røbes det da også, hvorfor Sharon har været så hemmelighedsfuld: I beruset tilstand lod hun en temmelig fed ældre herre stikke snabelen ind, en herre der er ældre end hendes egen far. Da faderen (Dessie, spillet af Colm Meanet) erfarer dette, er han ved at gå til af raseri, men mest over for den ældre herre, der i øvrigt er deres genbo. Det er ikke let for Sharon at undgå herren, der gerne vil gifte sig med hende. Hun afskyer ham, og det lykkes hende at holde ham på afstand. I stedet plejer mor, far og de 4 søskende hende. Og dog er det kun faderen, der egentlig gider tage sig af den gravide datter. Søskende har travlt med alt muligt andet, og moderen virker altid lidt irritabel og ugidelig, (og gider ikke bolle med sin mand, han har nemlig dårlig ånde, hvilket hun siger åbenlyst). Langsomt arbejder filmen sig imod et klimaks - da Sharon skal føde. Det går rigtig godt, og Sharon kan nu donere endnu et menneske til det trange rækkehus. THE SNAPPER er en fin film. Skuespillet er den stærkeste side, for historien er bestemt ikke exceptionel nok til med dårligt skuespil at rive tilskueren med sig. Stephen Frears benytter en meget springende stil, hvor klippene er korte, og somme tider kan det være ret svært at nå at engagere sig, inden næste scene er på skærmen. Samtidig er der slet ikke stof nok i historien til at sætte skub i noget. Det klassiske familie-drama med skrig, råb, larm og kaos er for brugt, og det skinner ofte igennem i THE SNAPPER. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |