Rising sun | |
Japanske mafiafyre i solbriller og læderjakker bliver så småt en pestilens for to utålmodige amerikanske betjente. | |
| HISTORIEN DALER MOD JORDEN Det er meget muligt, at solen stiger i denne film, men den når aldrig op over morgengry-højde. Det kunne ellers være en hjælp, hvis solen dukkede op og lyste på filmen, der i høj grad er dyster, stillestående og lettere livløs. Manuskriptet er ultra-tyndt, og ikke engang gode navne som Sean Connery og Wesley Snipes formår at tilføre filmen noget kulør. Det handler om barske mafia-lignende, "forbudte" sager, hvor japanere iklædt solbriller og læderjakker forsøger at dække over hinanden eller bestikke. Midt i dette utiltalende inferno havner politimanden Web Smith (Wesley Snipes), der ellers har en personlig sag hængende over hovedet allerede. Rigtigt gættet: Han tumler med sin ekskone, der kalder ham et skvat og med sin yndige datter, der har hørt fra sin mor, at han er et skvat. På ordrer fra øverste sted samler Web en klog, gråhåret herre ved navn John Connor op. Han spilles konturløst og uengageret af Sean Connery. John Connor har tilbragt mange år i Japan og ved derfor en hel masse om japanernes væremåde og tankegang, hvilket kan blive Web til stor hjælp. Men Connor kan også blive "a pain in the ass", fordi han giver udtryk for at vide mest om det hele. Hans udstråling er en ældre, klog professors. Men med tiden skal det vise sig, at Web og Connor egentlig matcher hinanden meget godt, og hovedsagen i filmen, nemlig det mystiske mord på en blond kvinde, kan snart blive opklaret. RISING SUN når aldrig et regulært spændings-niveau, men svæver hele tiden på et plan under en tæt tåge. Historien bevæger sig meget langsomt og uengagerende, der sker aldrig rigtig noget. Mens sagen langsomt opklares, dominerer karakteristikken af den japanske hårdhudede mega-magt-kreds, med alt hvad det indebærer af fastgroede klichéer. Det er særlig slemt med alle de mørke solbriller og læderjakkerne og så selvfølgelig den obligatoriske karate. Tilføjelsen af smarte klip og tankevækkende vinklinger hjælper lidt til, at tilskueren kan holde sig vågen i hvad man kan kalde en hjul-løs t(h)riller. | |
| Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |