King Solomon´s mines | |
Opdagelsesrejsende i Afrika vil for enhver pris finde en diamantmine. | |
| FORUDSIGELIGT FORTALT EVENTYR Den kendte og gode gamle eventyrhistorie af H. Rider Hagard får i denne filmatisering så sandelig et noget tvivlsomt skær. Det er ulideligt, så ensformigt og forudsigeligt historien fortælles. Den store, berømte hvide jæger Allan Quartermain (Stewart Granger) hyres af den rige og billedskønne Elizabeth Curtis (Deborah Kerr) og hendes bror John Goode (Richard Carlson) for at hjælpe med at finde Elizabeths mand, der forsvandt i sin søgen efter Kong Salomons diamantminer. Quartermain er bestemt ikke meget for at tage ud på den farefulde færd, men Elizabeths $5000-tilbud overbeviser den garvede jæger. Selvom han ikke tror et øjeblik på, at den upraktisk klædte og temmelig over-feminine kvinde kan gennemføre rejsen, engagerer Quartermain alligevel en snes bærere, og rejsen kan begynde. Så går det ellers over stok og sten, gennem vældige afrikanske jungler og over bagende hede ørkensletter. Overalt lurer farerne, så det gælder om at have sit gevær ladt hele tiden. Som et ekstra besværligt element, sørger Elizabeth for hele tiden at snuble og skrige, når hun ser væmmelige eksotiske dyr eller hører mærkeligt knurrende lyde. Og denne hjælpeløshed møder Quatermain først med stivnakket sarkasme og strålende stolt mandighed, senere glidere han over i mere afdæmpede toner, ligesom hans håndbevægelser bliver mere og mere tilnærmende, indtil han til sidst har forført den smukke rigkvinde. I filmens slutkvarter når gruppen endelig minen. De omtrent tyve bærere er reduceret til en enkelt, og Elizabeths lange kastaniegyldne hår er undervejs blevet sat om til korte krøller. Det er sådan set, hvad filmen omhandler. Og det er her vi finder filmens store svaghed: Som nævnt går det over stok og sten og gennem jungler og over sletter, men så sker der heller ikke andet. Scene a: Over stok og sten. Scene b: Jungle med uha-spænding, da Quatermain ser en væmmelig slange, som han straks må skyde. Scene c: Over lummervarm slette. Scene d: Elizabeth ser en styg tiger og skriger prompte. Scene e: Over stok og sten. Scene f: Græshopperne filer i nattens mulm og mørke, da et stort kattedyr forsøger at kradse sig ind i teltet til Elizabeth. Scene g: Uha, uha, en stor brilleslange truer med at bide... Det synes mere eller mindre spildt, at filmholdet i ugevis blev stegt i den afrikanske hede, efter i specialbyggede køretøjer og fly at være blevet transporteret ud i de mest uomgængelige afrikanske terræner overhovedet, når langt de fleste dyrescener bærer præg af at være indklippet fra helt andre naturprogrammer. Men først og fremmest synes filmen overflødig, fordi Helen Deutsch' manuskript er så ualmindelig tyndt! | |
| Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |