Deep Cover
En betjent går i narkoklæder og lader sig infiltrerer i miljøet i forsøget på at optrevle kriminaliteten.
FARVELAGT NARKO-DRAMA
"Deep cover" er en slags eventyr, selvom historien er yderst realistisk. Instruktør Bill Duke har skaffet de helt rigtige skuespillere til sin karakteristik af storbyens narkohandel, han har gjort meget ud af at skabe en særlig stemning på billedsiden, og han har givet sin film et absolut mindeværdigt særpræg.

Hårdtslående kriminalfilm
Russell Stevens ser som tiårig sin far blive skudt, fordi han stjæler penge, så han kan få stoffer. Dette er filmens anslag, en perfekt måde at indlede en hårdtslående kriminalfilm på.

En specialopgave
Russell beslutter sig for, at han aldrig vil blive ligesom sin far, og der klippes til politiarbejdet 20 år senere. Russell sættes på en specialopgave. Han skal arbejde blandt narkosælgere og misbrugere for at komme tæt på de store bagmænd med de mange millioner.

En narkobaron
Han bliver snart et stort navn (kendt som "John"), og han slår sig sammen med en af de store narkokanoner, David Jason, for bedre at kunne komme i kontakt med narkokernen.

Men efterhånden føler Russell sig snydt af sine befalende (politiets jakkesætsklædte), og han synker selv ned i et misbrug og bliver rigtig narkohaj i stedet for betjent.

Det varer dog ikke så længe, for snart får han dræbt en af de største bagmænd, der forsyner hele østkysten i USA med stoffer. Russell er nu ikke længere betjent, men han er meget velhavende, for han snuppede $11 mill. fra en forsyning.

Speciel fotografering
"Deep cover" byder på absolut god underholdning. På trods af det dystre tema er filmen farverig og udadvendt, blandt andet på grund af den meget specielle fotografering - (Der er lavet mange meget korte klip, samtidig med at der zoomes ind og ud, hvilket giver en speciel fotografisk fornemmelse).

Flot skuespil
Fishburnes skuespil er dog også en medvirkende faktor til filmens værd. Jeff Goldblum leverer ligeledes en meget flot præstation.

Filmen er et stykke kunst, der bygger på et genkendeligt tema, men det er blevet så tilpas maskeret og farvelagt, at man æder det råt.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2012
Udskriftsvenlig udgave