Der kommer en dag (2016)

Instruktør Jesper W. Nielsens første spillefilm siden det vellykkede norske drama, I et speil i en gåte (2008): "Der kommer en dag" er baseret på virkelige begivenheder og går i kødet på fortidens synder, når en hel palet af børnemishandling trækkes frem i lyset. I 1960’ernes Danmark udgjorde flere børnehjem de rene mareridtsinstitutioner, og det mærker brødrene Elmer og Erik på egen krop og sjæl, da de tvangsfjernes fra deres kræftsyge alenemor og anbringes på drengehjemmet Gudbjerg.

Den meget hårde linje
Kæft, trit og retning er på dagsordenen, og selvom revselsesretten netop er blevet afskaffet, kører forstanderen og institutionens lærere den meget hårde linje. Drengene kan enten lære det – eller bukke under for det glade vanvid.

Vellykket dramatisering
Filmen er en meget vellykket mainstream-dramatisering af de helt igennem umenneskelige forhold, der forekom på virkelighedens danske børnehjem, herunder Godhavn. Anslaget er ellers bekymrende stift, og man ængstes i retning af det tykt melodramatiserede. Men morgentågen fordufter, og snart fanges man ind i et filmunivers præget af intensitet, nærvær og fokus på krydsfeltet, hvor dreng bliver alt for hurtigt til mand.

Stor skuespilskunst
Intensiteten opstår i høj grad som følge af indlevelsen i både de betændte voksenroller og de sagesløse børneroller. Lars Mikkelsen er uhyggeligt skarp som forstanderen Frederik Heck. Stor skuespilkunst med enkle, men virkningsfulde tricks – og bedst, når han balancerer i en egen konstitueret balance mellem godhed og ondskab.

Modigt afrundet portræt
I de voksne biroller skal særligt fremhæves Søren Sætter-Lassen i et smerteligt – og modigt – afrundet portræt af den betændte lærer Aksel. Ligesom Lars Ranthe får luft for alle koleriske dampe som den frygtindgydende overlærer Toft Lassen, der konstant håber på Hecks anerkendelse.

Magtsyge mænd
Sofie Gråbøls lærerinde, Lilian, er det eneste voksne menneske på Gudbjerg, der reelt har interesse i drengenes ve og vel. Men det er nærved en umulig opgave at træde i karakter mellem de magtsyge og indebrændte mænd. Paw Henriksen optræder i en fin og anderledes birolle som drengenes fuldskæggede onkel.

Afrundet troværdigt
Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt udgør den meget afrundet troværdige broderduo i hovedrollerne som Elmer og Erik. Her kommer smerten og afmagten til udtryk i både lynende øjne og omsorgssvigtede frustrationer.

Ulykkelig hverdag
Heldigvis er filmen tilpas underlægnings-musikalsk underspillet, og der er lange sekvenser uden Sune Martins klassisk dramatiske filmmusik. Dramaet eksisterer og skal dyrkes i skuespillet – og det umiddelbart håndgribelige i drengenes ulykkelig børnehjemshverdag.

Fint balanceret tidsbillede
Kulissen er troværdig, børnehjemmet fremstår tilpas fængelsespræget uden at gå til ekstremerne, og kostumerne er fint balanceret til tidsbillede og mennesketypegalleri. Erik Zappons fotografering kæler for de mange fine detaljer i en rolig stil, der står i velovervejet kontrast til håbløsheden.

Ingen frelse
Det smertelige omsorgssvigt står malet både i drengenes og filmens ansigt lige til sidste scene. End ikke en mulig "befrielse" er frelsen, for med de ekstreme oplevelser, drengene har gennemlevet på børnehjemmet, er de mærket for livet. Dette faktum indrammer "Der kommer en dag" ganske forbilledligt med fuldt stof til eftertanke.