3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Inception
En professionel drømme-tyv skaffer sig adgang til diverse værdier ved at kontrollere folks drømme. Snart skal han dog plante en ny idé i en drøm, og det bliver yderst farefuldt.
META-DRØMME
Denne to og en halv time lange film blev hysterisk populær, ekstremt hypet og almindeligt anerkendt som en mesterværk. Hvorfor? Velsagtens på grund af en underliggende hjernevaskelseshistorie, der er designet til at imponere på form frem for indhold.

Kaotisk fantasiunivers
Hvorom alting er, er "Inception" ét stort kaotisk fantasiunivers, hvor op og ned er hverken eller, og ingen kender hverken dagen, natten, livet eller døden. For det hele er bare en drøm - eller er det?

Essentiel filmkunst?
Kan man narre halvdelen af klodens filmentusiaster til at lappe sådan et kaos i sig som essentiel filmkunst? Øjensynlig - og med eftertryk!

Cobb er drømmetyv. Han er såkaldt "extractor" og kan via din underbevidsthed få den fulde kontrol og skaffe sig adgang til dyrebare skatte eller hemmelige dokumenter, alt efter opgavens karakter.

Cobb er dygtig til sit job, selvom det har haft store personlige konsekvenser for ham. Men da en velhavende forretningsmand hyrer Cobb til at plante en ny idé i stedet for at stjæle den, betyder det ikke alene store udfordringer, men også et spil på liv og død.

Visuel ramasjang
Det er svært at se, hvor en film som "Inception" vil hen andet end ud ad en tangent, hvor visuel ramasjang hænger tætpakket på en limpind, klar til at imponere scene for scene med spektakulære eksplosioner, slow motion-sekvenser og bang bang-dramatik.

Fis i en hornlygte
For dybest set er det komplekse plot ikke andet end en fis i en hornlygte. Hvorfor man skal falde bagover i ekstase over et komplet hæsblæst og usandsynligt univers er nærved ubegribeligt.

Hyperventilerende
Én ting er at lade sig imponere over filmiske effekter, men at lade sig decideret forføre af det hyperventilerende fantasiunivers i "Inception" er som at smelte sammen med et computerspil; men dette er der selvfølgelig også mange, der bruger meget energi på.

Selvsmagende
Filmen er på en ret klæbrig måde selvsmagende: det fuldstændigt artificielle univers serveres med så enorme mængder slow motions, fikse klip, totalt omsluttende filmmusik og trendy lyddesign, at det er helt komplet umuligt selv at tænke en tanke.

Trendy drømme
Så kan man indvende: filmen er jo netop én lang drøm, eller i hvert fald flere drømme smeltet sammen. Skal filmen så ikke også afspejle dette? Man kan omvendt spørge: er dine egne drømme så fikse og trendy som filmens? Nej, vel?

Harddisks på højtryk
Filmens enorme budget har kastet næsten hele klodens tænkelige opland af locations ind i spillet. Således tvangs-drømmes vi ud over stepperne og gennem alle mulige spektakulære storbyer, mens musikken pumper, og usandsynlighedernes harddisks arbejder på højtryk.

Limet op på det spektakulære
Den konstant tilstedeværende tvivl, der skal være filmens helt store drive, nemlig hvad er dette her, er det drøm eller virkelighed, er på intet tidspunkt rigtigt interessant. Filmen er limet op på det spektakulære, og dér sidder den fast.

Manglende format
Problematisk, som sædvanligt, er Leonardo DiCaprios stift-flødebollede spil. Hvad er det, de vil med ham, de store instruktører? Han har jo ikke engang format til en kortfilm. Evnerne brændte han af med de uskyldige teenageroller.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Inception

Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7
Fakta om filmen
2010, USA, Fantasi, 148 min
Dansk titel: Inception
Instr: Christopher Nolan Prod: Christopher Nolan. Emma Thomas  Manus: Christopher Nolan  Foto: Wally Pfister  Klip: Lee Smith  Mus: Hans Zimmer  
Medvirkende:
Leonardo DiCaprio (Cobb)
Joseph Gordon-Levitt (Arthur)
Ellen Page (Ariadne)
Ken Watanabe (Saito)
Cillian Murphy (Robert Fischer)
Tom Berenger (Peter Browning)
Marion Cotillard (Mal)
Pete Postlethwaite (Maurice Fischer)
Michael Caine (Miles)
Lukas Haas (Nash)
Priser:
BD-N, Bedste amerikanske film
GG-N, Bedste film - drama
GG-N, Bedste originale musik
GG-N, Bedste manuskript
GG-N, Bedste instruktør
RB, Bedste amerikanske film
AA, Bedste visuelle effekter
AA, Bedste lydklipning
AA, Bedste lydmix
AA, Bedste fotografering
AAN, Bedste scenografi
AAN, Bedste originale musik
AAN, Bedste originale manuskript
AAN, Bedste film
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.