Deep Impact (1998)

    En komet truer med at ramme Jorden, og særligt USA kommer i fare. En evakuering bliver nødvendig.


    AMERIKA GÅR UNDER...

    Denne pænt vedkommende og tankevækkende katastrofefilm får 1990'er-genrekollegerne Daylight (1996), Dante’s Peak (1997)Armageddon (1998) og Volcano (1997) til at blegne.

    Et universelt emne
    Det burde være et emne, der kunne interessere ethvert menneske, at det er teoretisk muligt, at en komet kan styrte lige ind i Jorden og på få øjeblikke udslette stort set alt liv. Faktisk varsler virkelighedens forskere ind imellem, at dette netop vil ske med vores planet. Heldigvis viser det sig, at kometerne "vælger" en anden bane.

    Komet på vej mod Jorden
    I denne, Mimi Leders anden spillefilm, vælger kometen imidlertid ingen anden bane – den er fast besluttet på, at den vil ødelægge Jorden. "Deep Impact" giver et overvejende realistisk billede af, hvordan menneskene reagerer i en sådan situation.

     

    Håb forude...?

    Det er den amerikanske præsident (Morgan Freeman), der fortæller sit folk den uhyggelige nyhed. Men til at begynde med kan han næsten love dem, at vor tids moderne teknologi og kæmpemæssige atombomber nok skal gøre det af med den slemme komet.


    Astronauterne fejler
    Et lille hold astronauter sendes ud i god tid. De lander på kometen og nedsænker en del bomber. Uheldigvis lykkes det kun at sprænge en bid af kometen, og dén vil ovenikøbet også ramme Jorden!

     

    En smule bevægende

    Under normale omstændigheder ville "Deep Impact" blot have været frygteligt amerikansk og vammel, men emnet er nærværende og nærgående, at alle gode gange "I love you" på fascinerende vis næsten godt kan gå hen og blive bevægende! Filmen har stadig sine vamle slagsider, men det er den ubarmhjertigt ægte gåsehud, der har overtaget denne gang.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026