3467 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Colors
To betjente gør en ihærdig indsats for at komme bandekriminaliteten til livs.
FARVEFATTIG POLITI-HVERDAG
Dennis Hopper vendte efter seks års stofmisbrug og alkoholisme i 1988 tilbage som instruktør med gadebandefilmen "Colors".

Banalt & upersonligt
Det er en temmelig banal og upersonlig historie, der blander bandevold med politivold og gentager dette tema ti-femten gange.

Bob Hodges er den snart pensionsduelige politibetjent, der kører rundt i Los Angeles' mest snuskede og hærgede kvarterer og forsøger at holde bandekriminaliteten nede.

En dag belemres han med den unge karl-smart betjent Danny McGavin, der ikke har helt de samme rolige idéer og holdninger.

Umage par
Danny er hård, brutal og ondskabsfuld over for bandemedlemmerne, hvor Bob altid har forsøgt at finde en stilfærdig løsning på problemerne.

Men de er et makkerpar nu, og det er ikke fordi filmen ødelægges af det efterhånden obligatoriske politimakkerpar-skænderi, dertil er Bob et for godt og tålmodigt menneske, og Danny for naiv.

Gensidig accept
Så de begynder på en helt uforståelig måde at fungere sammen og acceptere hinanden i en sådan grad, at de kan lave hjulspin sammen i biler og kropsvisitere nogle sorte og eventuelt sætte dem i fængsel bagefter.

Bandefarver
Men "Colors" er mere end Bob og Danny. Filmen beskæftiger sig også mere intimt med banderne og deres evige hungren efter kriminalitet. Hver bande har sin "farve", heraf filmens titel.

Og på et eller andet tidspunkt støder de alle ind i hovedpersonerne, det aktive politimakkerpar.

Kompetent vs. overspil
Robert Duvall er glimrende i Dennis Hoppers kompetente og dygtige instruktion, mens Sean Penn har en tendens til at overspille i de stærke følelser. Maria Conchita Alonso spiller acceptabelt filmens kvindelige midtpunkt.

Teknisk raffinement
Hvor "Colors" i historien savner mere variation og farve, beriger Dennis Hopper sin film rent teknisk med en indfølt karakteristik af volden og jagten på kriminaliteten i form af hurtige klip, fræk musik, udfordrende perspektiver og en varieret kameraføring.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Colors

Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7
Fakta om filmen
1988, USA, Krimi, 114 min
Dansk titel: Colors
Instr: Dennis Hopper Prod: Robert H. Solo  Manus: Michael Schiffer  Foto: Haskell Wexler  Klip: Robert Estrin  Mus: Herbie Hancock  
Medvirkende:
Sean Penn (Danny McGavin)
Robert Duvall (Bob Hodges)
Maria Conchita Alonso (Louisa Gomez)
Randy Brooks (Ron Delaney)
Grand L. Bush (Larry Sylvester)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.