Dansk titel: Frk. Smillas fornemmelse for sne

Karakter:

En snarrådig grønlandsk kvinde tager sagen i egen hånd, da hun ikke mener, at en seksårig drengs død var et uheld.


KONTURLØS HOLLYWOOD-SPÆNDING
Hvor "Jerusalem" endnu engang beviste, at Bille August i sine nordisk producerede film har en veludviklet sans for filmisk skønhed og troværdighed, er SMILLA'S SENSE OF SNOW en helt anden fornemmelse for tilskueren. Der er alt for meget Hollywood over filmen. Den er blevet gjort ligegyldig og konturløs.

Den billedskønne engelske skuespiller Julia Ormond har ikke mange grønlandske træk over sig, men Bille August valgte alligevel at bruge hende i rollen som Smilla. Smilla er en meget handlekraftig, modig og hård kvinde, der med smarte replikker og en række finurlige kneb forstår at udspille selv de mest indflydelsesrige mænd. Men en dag finder hun sin 6-årige ven Esajas død. Han er faldet ned fra taget og er sandsynligvis død af faldet.

Men Smilla kan ikke få det til at passe sammen. Esajas led nemlig af højdeskræk, og ud fra sine kundskaber til sne, kan Smilla læse i drengens fodspor på taget, at han må være blevet skræmt og stresset. Nu sætter hun alle sejl til for at opklare sagen. Da hun hos politiet bliver mødt med affejende attituder, vælger hun at tage sagen i egen hånd. Med hjælp fra sin nabo, den venlige og varme fyr "Mekanikeren" (Gabriel Byrne), lykkes det Smilla at følge sporet tilbage til en ekspedition på Grønland i 1966, hvorunder bl.a. Esajas' far omkom. Men det kan blive farligt for hende, for der er visse oplysninger, som de store bagmænd i selskabet "Greenland Mining" ikke ønsker kommer ud i offentligheden.

Skuespillet er generelt overbevisende og er med til at holde værket nogenlunde i gang.

Stilen i SMILLA'S SENSE OF SNOW er for genkendelig og synes Hollywood'sk masseproduceret. Bille August har åbenbart villet skabe en nervepirrende, spændings-eskalerende thriller, men resultatet er alt for forudsigeligt og utroværdigt, til at tilskueren på noget tidspunkt føler sig opslugt. Der er ikke noget nytænkende over filmen. Vi har set det hele før, ofte bedre og mere opfindsomt. Tilskueren indtager en neutral holdning. Man læner sig tilbage og håber, der snart vil ske noget.

De mange spændingsskabende virkemidler, Bille August benytter sig af, er ofte ældgamle Hitchcock-varianter: Smilla står bag et badeforhæng med sit mordvåben hævet, mens hun kan se en mands skygge nærme sig, Smilla sidder i en transport-elevator og venter på at blive afsløret i sit ulovlige ærinde osv. Men har Bille August forsøgt at genskabe det hitchcockske univers, har forsøget helt og aldeles slået fejl!

Man havde så håbet på, at historien blev krydret med bjergtagende billeder fra Grønland, men de få scener, der er optaget dér, synes heller ikke at sætte skub i noget.

Ledsaget af Harry Gregson-Williams' og Hans Zimmers bim-bam-bum-musik forekommer SMILLA'S SENSE OF SNOW dramatisk udramatisk. Aldrig overraskende, aldrig original og kun sjældent rigtig spændende. Der er kun Bille Augusts fornemmelse for æstetik tilbage at nyde, men er dén alene 190 millioner kroner værd?