towering inferno, The | |
Der udbryder brand i et gigantisk højhus uden reelle flugtmulighder for menneskene på de øverste etager. | |
| KATASTROFE EN MASSE Forståeligt nok blev THE TOWERING INFERNO i 1974 nomineret til i alt otte oscars, hvoraf tre blev vundet: Bedste fotografering, bedste klipning og bedste sang. I '74 var denne produktion uden tvivl fantastisk og overvældende med et hav af flotte visuelle effekter og frem for alt masser af vellykket spænding. Det er 70ernes svar på DIE HARD-filmene! Utroligt nok er filmen indspillet i stereo, hvilket er en meget god ting for sådan en type film. Der er fart over feltet hele tiden, og Williams' musik samt de mange lydeffekter giver en langt større effekt i stereo, selvom det er en forholdsvis primitiv 70'er-udgave. Ikke nok med at den tekniske side er flot og effektiv. THE TOWERING INFERNO er også spækket med stjernenavne såsom Paul Newman, William Holden og Faye Dunaway. Richard Chamberlain har en ret god rolle, som til dels gør ham udholdelig at betragte. Selvom rollerne er meget utvetydige, er skuespillet alligevel godt over hele linjen. THE TOWERING INFERNO udgør næsten tre timers intens spænding. Man er ret opslugt af historien. Katastrofer er spændende på film! Det er knaldgod underholdning. Men ind imellem kommer den typiske 70'er-romantik, hvor der pludselig er et ægtepar der, isoleret fra katastrofen omkring dem, diskuterer kærlighed og kildevand, underbygget af sød musik. Det passer ligesom ikke rigtig ind i en spændingsfilm som denne! Men det var åbenbart ulovligt at lave denne genre film uden ophold i spænding og død dengang. En ny 135-etagers skyskraber indvies med en fest, hvortil over 300 er inviteret. Det er verdens hidtil højeste bygning, men der er ikke rigtig blevet taget sikkerhedshensyn nok. Således lurer katastrofen, da en brand, forårsaget af en fejlinstallering i det elektriske system, bryder ud på 81. etage. Godt nok er der over 50 etager op til festen, men ilden viser sig at være ustoppelig, og snart er elevatorerne "ukampdygtige". Snarankommer alle byens brandfolk, og de klatrer op for at hjælpe de mange mennesker, men snart er det for sent, og man bliver nødt til at indse, at ikke alle kan overleve infernoet. Filmen indledes af en uudslukkeligt vammel tekst: "Denne film er dedikeret alverdens brandmænd, der er villige til at sætte deres liv på spil for andres skyld..." Og blabla fy fan. Man fristes til at tilføje "I'm William Shatner, join me next week for more true stories on Rescue 911". Men efter denne katastrofale indledning er der ikke mange ophold i intensiteten og spændingen, så det er absolut en anbefalelsesværdig glem-alt-omkring-dig-kedsomhedsslukker. | |
| Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |