Secrets and lies | |
En midaldrende mor kontaktes af en ung kvinde, der påstår, at hun er hendes adoptivdatter. | |
| ENKELT OG FORFØRENDE Der er virkelig stor forskel på Mike Leighs guldpalme-vinder SECRETS & LIES og Lars von Triers andenpris-modtager "Breaking the Waves". Triers film sætter en masse tanker i gang og beriger tilskueren med visuelt og handlingsmæssigt meget stærke scener, mens Leighs film overvejende er enkelt og temmelig monotont fortalt. Cynthia (Brenda Blethyn) er den midaldrende fabriksarbejderske, der bor i et anløbent rækkehus med sin snart 21-årige datter Roxanne (Claire Rushbrook). Cynthia tuder meget og har svært ved at finde en balance i tilværelsen. Hun er træt af det hele, og føler ikke hun oplever noget. Derfor er det på sin vis et lys midt i mørket, da hun en dag modtager en opringning fra en ung kvinde, der påstår hun er hendes bortadopterede datter Hortense (Marianne Jean-Baptiste). Selvom Cynthia slet ikke føler, hun kan rumme det, indvilger hun alligevel i at møde Hortense. Der er ikke nogen, der må få det at vide, for Cynthias anden datter ved slet ikke, at hun har en halvsøster. Da Cynthia ser, at Hortense er neger, tror hun, det er en misforståelse, men efterhånden kommer hun i tanker om, at det egentlig godt kan have ladet sig gøre. Sideløbende med dette følger vi Cynthias bror Maurice (Timothy Spall), der klarer sig langt bedre end sin søster og lever godt af sit arbejde som portrætfotograf. Maurice er en meget rar og lun mand, der af samme grund er afholdt af de fleste. Men ægteskabet med Monica (Phyllis Logan) hænger tilsyneladende i en tynd tråd. Da Roxanne fylder 21, holder Maurice og Monica et barbeque-selskab i deres have. Cynthia inviterer Hortense med, men har bildt Maurice ind, at hun er en arbejdskollega. Men midt under selskabet brister bylden for Cynthia, og strømmen af sandheder, der trænger ud, efterlader alle rystede men på længere sigt også lettede. Nu gælder det om for Roxanne at kunne tilgive sin mor og acceptere sin halvsøster, og for Maurice om at genfinde sin kone. Mike Leigh skal have ros for sin evne til at skabe film på en teknisk meget banal måde, og faktisk dermed vække tilskuerens begejstring. De ofte over fem minutter lange scener uden klip og med stationært kamera skal gøre stemningen mere intens og "virkelig". Men desværre kan denne meget langsomme og stillestående fortælleteknik også blive for meget af det gode, idet filmen dermed i perioder bliver alt for langtrukken og til tider ganske uvedkommende. Der er en del scener, der tydeligvis bare er fyldstof, og som kunne have været skåret væk, så filmen kunne have fået en mere udholdelig længde end de 2 timer og 20 minutter. Men særdeles fremragende skuespil fra de flestes side gør alligevel SECRETS & LIES ganske underholdende og særpræget, så man kun keder sig i omkring sammenlagt en halv time. SECRETS & LIES er begavet med et meget originalt og dragende manuskript skrevet af Leigh selv. Filmet on location i London. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |