Elephant man, The
Et misfoster møder uventet kærlighed, da det bliver købt af en læge.
EN VANARTET SKÆBNE
David Lynchs "The Elephant Man" er et stemningsfuldt sort/hvidt drama om et vanskabt menneskes vanartede skæbne. Kendt som "Elefantmanden" slæbes "den" rundt af sin fattige ejer, der hverken har tid eller forstand til at tænke over, om skabningen befinder sig vel. Men som tilskuer til et af de mange shows får den dygtige London-læge Frederick Treves (Anthony Hopkins) øje på den vanskabte, og han søger om lov til at undersøge ham på hospitalet. Med tiden går det op for Treves, at elefantmanden ikke er en idiot men tvært imod et elskeligt menneske. Treves får gennemført, at elefantmanden, hvis rigtige navn er John Merrick (spillet af John Hurt), får fast bopæl i en stue på hospitalet. Men om aftenen får han uønskede gæster, blandt dem den tidligere ejer, der tager ham med sig tilbage. Nogle dage går, hvor Treves er frustreret over Merricks forsvinden, men Merrick vender dog tilbage, forslået og skræmt. Hvor længe vil dette mærkelige menneske overleve?

Der går en halv time, inden tilskueren får elefantmanden at se. Synet er om muligt mere skræmmende (og urealistisk) end man kunne have forestillet sig. Herefter vænner man sig langsomt til det akavede udseende og lærer næsten at acceptere det. Men også kun næsten, for det kan godt forekomme lettere komisk og utroværdigt i perioder.

David Lynchs brug af sort/hvide billeder er eminent. Billederne er fyldt med symboler, og man er næsten konstant omgivet af lydene fra larmende dampmaskiner og susende gaslamper. Tidsbilledet er fuldendt troværdigt.

John Hurt er uigenkendelig bag tredive masker og masser af sminke, men han leverer dette til trods en smuk præstation, ligesom Anthony Hopkins er god som hans engagerede læge. John Gielgud ses i rollen som hospitalsdirektøren Carr Gomm.

I længden bliver filmen en anelse for langtrukken og anstrengende at følge med i, og man rykker uroligt rundt i sædet. God musik af John Morris.
Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave