Under the volcano | |
En ulykkelig mand drikker sig selv ihjel i Mexico, også selvom hans kone vender tilbage til ham. | |
| FABELAGTIGT SKUESPIL "Under the Volcano" er så absolut en film, man ikke umiddelbart kan sammenligne med nogen anden film. Instruktøren hedder John Huston, og dét i sig selv borger jo til en vis grad for noget kontroversielt. Filmen er baseret på Malcolm Lowrys "beskidte" roman, og det tog Hollywood mange år at finde de rigtige konstellationer, der kunne retfærdiggøre en indspilning. John Huston fortæller den lettere absurde og egentlig også tragiske historie med finurligt utilregnelig hånd. Den ene udfordrende scene afløser den anden - det er virkelig en anderledes historie. Hvad der holder engagementet oppe i gear er uden tvivl Albert Finneys næsten ufatteligt gode hovedrollepræstation som rigmanden Geoffrey Firmin, der er godt i gang med at drikke sig ihjel i Mexico. Han sukker efter sin kone (Jacqueline Bisset), men heller ikke hendes tilbagekomst og fornyede indsprøjtning kærlighed kan få ham fra flasken - og det kan næsten kun ende tragisk. Trods glimrende spil fra både Bisset og Anthony Andrews, er der ingen der kan nærme sig Finneys næsten eneherskende skuespil. Det er fantastisk og burde så afgjort have modtaget en Oscar. | |
| Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |