Stakeout (1987)

    En overvågningsbetjent og hans makker får øjne på stilke af at beskue genbokvinden.


    KIKKERT-FORELSKET

    Denne John Badham-actionkomedie kombinerer intens spænding med morsomheder, og tre veloplagte skuespillerpræstationer gør filmen relativt slugbar.
     

    Midlertidig degradering
    Chris Leece og hans kompagnon Bill Reimers er efter en mislykket politiaktion midlertidigt blevet degraderet til overvågningsarbejde. En forbryder er sluppet ud af fængslet, og politichefen vil have, at Chris og Bill skal overvåge forbryderens tidligere kæreste.

     

    Forelsket gennem kikkerten

    Fra posten på den anden side af kvindens bolig forelsker Chris sig gennem kikkerten ret hurtigt, og hans ihærdige overvågningsarbejde giver ham mulighed for at komme i tættere kontakt med hende. Kvinden Maria McGuire er charmerende og svær at modstå. Maria kender Chris som manden "Bill" fra telefonselskabet. En forelskelse lurer, til politimakkerens store irritation. Chris stilles sent i filmen ansigt til ansigt med Marias tidligere forbryderven, hvilket fører til et voldsomt dramatisk - og samtidig yderst overdrevet klimaks.

    Dialogen slår gnister
    Det er hovedsaglig dialogen, der slår gnister og skaber de mange morsomheder i filmen. Richard Dreyfuss folder sig ud i stor stil. Han er ikke særlig troværdig som politimand (desuden er han vist for lav), mens hans charmerende, kejtede telefonmand i al sin utroværdighed er ganske fint ramt.

    Forudsigeligheden vinder
    "Stakeout" kaster ind imellem tilskueren rundt i tå-krummende spændingslatterkrampe - ganske underholdende. Men der er også alt for meget forudsigelighed sluttet til den mættede historie. Og en særdeles uoriginal slutning ødelægger den ellers festlige affære. I 1993 efterfulgt af "Another Stakeout".



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1987, USA, Komedie, 113 min.

    Dansk titel: Øjne i nakken
    Instr: John Badham Prod: Jim Kouf, Cathleen Summers Manus: Jim Kouf Foto: John Seale Klip: Tom Rolf, Michael Ripps Mus: Arthur B. Rubinstein