En ven i bolignøden (1965)

Anmelderne var begejstrede, da Annelise Reenberg i 1965 satte bevægelse i Bent og Ida Froms kreative filmidé, hvor den samtidsvirkelige boligmangel sættes på spidsen.

Positiv modtagelse
"Befriende respektløs satire", "Sjov og fræk dansk film", "Traditionel, men morsom dansk film", "En sjov og fræk komedie", "En kvik dansk film om bolignøden", "Festlig dansk satirefilm", "Et forfriskende forsøg på at bringe fornyelse i dansk film" og "Vittig og charmerende," lød det jublende.

Savner Bahs/Ballings timing
"En ven i bolignøden" går da også direkte i flæsket på systemet, samfundet og staten med rigelig satire – men uden Erik Balling og Henning Bahs’ enestående timing, kæft, trit, retning og situationsfornemmelse. Og det er afgørende, for Peer Guldbrandsens manuskript har slet ikke samme glimt i øjet.

Bolignøden i en nøddeskal
Boligmanglen er udtalt i København. Det mærker kontorpigen Nelly og alle hendes medlogerende, da der pludselig kommer brev om, at huset, de bor i, skal rives ned.

Systemets arrogance
Nu er gode råd dyre, og Nelly får ikke noget ud af at henvende sig til lejlighedsministeren. Andet end at opleve systemets manglende system og udprægede arrogance på nærmeste hold. For det er bestemt ikke i lejlighedsministeriets interesse at bygge nye boliger!

Fællesanarkistisk ånd
Men Nelly giver ikke op, og i en fællesanarkistisk ånd flytter hun og vennerne ind i et tomt statsligt palæ. Det er jo statens ejendom – og hermed alle danskeres, ræssonerer hun.

Vittigheder i kø
De ironiserende og systemlatterliggørende vittigheder står på nakken af hinanden med hele pakken af stereotype biroller. Sigrid Horne-Rasmussens lejlighedsminister er skingrende tåbelig og en hån mod skuespillerens talent.

Franske evner
Gabriel Axels udenrigsministerielle medarbejder, den vævre Von Bengeldorff, er tydeligvis mest med i filmen for at kunne flashe sit perfekte franske (som tolk for Bjørn Spiros sheik på statsbesøg.)

Svagt kluklatterfrembringende
Det bliver aldrig andet end svagt kluklatterfrembringende. Underholdningsværdien opstår primært ud af de omkring 50 kendte ansigter i små og bittesmå biroller. Birgit Sadolin kæmper ret alene på hovedrollefronten og brænder ikke igennem.

Nydeligt filmet
Ole Lytkens fotografering er nydelig med flere herlige optagelser fra det virkelige liv (locations), og Sven Gyldmark sætter endnu engang sving i noderne uden at efterlade det helt store aftryk.

De lorne overskrifter
De mere negative overskrifter hos anmelderne lød bl.a.: "Saga er ingen ven i den danske filmnød", "Skudt forbi", "Blottet både for saglighed og underholdningssans, skønt den tydeligvis tror, at den rammer både Socialdemokratiet og boligmyndighederne" og "Et fordrejet billede."